Aldrig har jeg oplevet en større kærlighed

Blog opslag

14 dec, 2020

“Jeg var 20 år gammel, da jeg efter et p-pillestop fik konstateret PCOS. Min verden brød sammen, da jeg havde et familiemedlem tæt på, som led af samme sygdom, og som havde måtte opgive drømmen om at blive mor. Min læge forsøgte, at berolige mig og fortalte min kæreste og jeg, at der var gode behandlingsmuligheder ift. PCOS og barnløshed samt, at vi kunne starte direkte i behandling, når vi en dag skulle igang med projekt baby. Dette fik mig til at falde lidt til ro, og jeg vænnede mig langsomt til tanken om, at projekt baby måske ikke ville forløbe helt gnidningsfrit.

Omkring syv år senere var min kæreste og jeg kampklar, og projekt baby kunne bare komme an. Først skulle vi begge gennem hele udrednings-møllen, hvor vi begge blev undersøgt på kryds og tværs. Umiddelbart så alt normalt ud – også hos mig. Mine blodprøver var fine, og mine cyster på æggestokkene var forsvundet. Lægen besluttede derfor, at vi skulle forsøge med et par ‘hjemmerul’, hvor klinikken skulle følge min cyklus, så de kunne fortælle os præcis hvornår, jeg havde ægløsning. Dette gav dog ingen graviditet selvom, at jeg havde nogle fine æg OG ægløsning. Vi måtte derfor videre til insemination og hormonindsprøjtninger. Vi var begge ved godt mod, og glædede os til at komme igang, men efter tre inseminationsforsøg, og hvor jeg ved to af forsøgene måtte få punkteret flere af æggene, idet at jeg havde produceret for mange æg, var humøret ikke ligefrem på sit højeste. I bilen på vej hjem fra trejde inseminationsforsøg sagde jeg til min kæreste, at jeg synes, at vi skulle gå videre til reagensglasbehandling. Jeg havde en uforklarlig fornemmelse i min krop som sagde, at der skulle meget, meget mere hjælp til, og dette var på trods af, at jeg 30 minutter forinden netop var blevet insemineret med en god sædprøve og selv havde to flotte æg. Min kæreste støttede mig fuldt ud, og vi besluttede, at vi ville gå udenom det offentlige og derved selv betale for vores reagensglasbehandling. Vi valgte at købe tre forsøg, da det i længden ville blive billigere, hvis vi skulle have mere end én behandling. Igen var vi ved godt mod og mere kampklar end nogensinde før. Der skulle dog ikke gå længe før, at særligt mit humør dalede drastisk. Jeg reagerede meget kraftigt både fysisk og psykisk på de kunstige hormoner. Jeg var nedtrykt, irretabel og evig træt og udmattet, og jeg blev derfor sygemeldt fra mit arbejde på ubestemt tid.

Vores første reagensglasforsøg blev aflyst, da jeg havde udviklet alt for mange æg. Det var ret nedslående, men vi måtte op på hesten igen. Dog kun for en kort stund. Denne gang nåede vi dog til ægudtagningen, men jeg udviklede kort efter denne overstimulationssyndrom og blev meget dårlig. Min mave svulmede kraftigt op og jeg lignede en kvinde i ottende måned, hvilket var det absolut sidste, jeg havde lyst til at se ud som. Derudover var vi så uheldige, at ingen af vores ialt 13 udtagne æg blev befrugtet. Bioanalytikeren som skulle ringe os op med en update på vores æg fortalte, at min kærestes sædceller kke havde kunne trænge gennem æggeskallen og befrugtningen var derfor mislykkes. Bioanalytikeren anbefalede, at vi ved næste forsøg skulle forsøge os med mikroinsermination, hvor én enkelt sædcelle skulle indføres direkte i ægget.

Vi var sønderknuste og havde fuldstændig mistet håbet. Jeg sagde til min kæreste, at vi kunne give det et sidste forsøg, og så ville jeg blive nød til at holde en pause fra de kunstige hormoner, da jeg ellers ville blive skør. Dette støttede min kæreste fuldt ud.

Det skulle dog vise sig, at trejde gang var lykkens gang. Denne gang fik jeg udtaget seks flotte æg, hvoraf fire blev befrugtet via mikroinsemination. Jeg fik lagt en blastocyst op og fire dage senere kunne jeg tage en meget, meget svag positiv test. Fra det sekund hvor jeg stod med en postiv test, glemte jeg ALT om vores hårde fertilitetsforløb, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at denne svære rejse havde været det HELE værd. Da jeg var 7+0 fik jeg foretaget en tidlig scanning på vores fertilitetsklinik, og da vi på skærmen så de fantastiske små hjerteblink, troede jeg for alvor på, at vi skulle være forældre, og jeg mærkede en kærlighed og lykke suse gennem hele min krop. Syv måneder senere fødte jeg den mest perfekte lille pige. Aldrig har jeg oplevet en større kærlighed, og jeg føler mig som skabt til at være mor for min lille pige. Mit liv peaker og livets mening får pludselig en helt anden betydning. At være mor er livets største gave, og denne vil jeg aldrig nogensinde tage forgivet. Aldrig”.

 

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Den sidste chance

Den sidste chance

Vi er blevet et firkløver. Det er under 2 uger siden, at vi endnu engang er blevet forældre til et...

læs mere

Sædbanker