Begyndelsen på noget stort

Blog opslag

Skrevet af Minfinepige

21 sep, 2019

Vi kan jo lige så godt starte ved begyndelsen – nemlig der hvor jeg finder ud af, jeg er gravid. Helt nøjagtig onsdag den 16. maj 2018, tager jeg en graviditetstest. Jeg ved det er tidligt, alt for tidligt at teste, for ifølge fertilitetsklinikken skal jeg først teste om mandagen 5 dage efter, men jeg gør det, og hvorfor ved jeg ikke? Jeg var kun 3+3.

Jeg havde ingen fornemmelse af jeg var gravid, og troede ikke det ville lykkes med inseminering. Lægen havde nemlig ved sidste insemineringsforsøg pludselig fortalt, at jeg havde en hjerteformet livmoder, og det muligvis kunne være en faktor til, vi ikke var blevet gravid endnu, og hvis ikke det skulle lykkes i 3. og sidste forsøg med inseminering, ville de, jeg skulle have tjekket livmoderen inden vi kunne gå videre med ivf-behandling. Men jeg testede og skulle lige til at smide testen ud, da jeg anede en næsten usynlig streg, en meget utydelig en, men den var der. Jeg turde ikke glæde mig, for havde godt hørt om skyggestreger. Jeg bandede over mig selv, for hvad tænkte jeg egentlig på? At teste mens M var på arbejde! Da han kom hjem, måtte jeg gå til bekendelse og fortælle, at jeg var kommet til at tage en test, og at jeg altså synes jeg kunne se en streg. M kunne også se den, men han troede ikke på, der var noget. Vi havde jo fået at vide, jeg først skulle teste mandag, og det måtte der jo være en grund til, så han ville vi skulle vente til mandag. Men nu var spekulationerne der. Kunne jeg virkelig være gravid? Kunne det virkelig passe?

Fredag kunne jeg ikke vente mere, og jeg fortalte M, at jeg altså var nødt til at teste igen for kunne ikke lade være med at spekulere. Den var positiv, ikke helt tydelig, men dog væsentlig mere end den første. Nu var jeg ikke længere i tvivl, men det var M. Han ville stadig ikke tro på det, han mente ikke vi kunne være sikre før jeg tog en om mandagen. Jeg forsøgte at forklare ham, at det var usandsynligt, jeg ville teste positiv to gange, hvis ikke det var fordi, jeg var gravid. Jeg tog en ny om mandagen, og der var ikke længere tvivl, selv M måtte sande, at vores største ønske var gået i opfyldelse, og jeg var gravid! For første gang nogensinde. Vi skulle være forældre.

Det var så uvirkeligt. Jeg fik en tid ved lægen, der bekræftede, at jeg var gravid. Vi skulle til 50-års fødselsdag i familien, og da vi altid har været meget åbne omkring vores fertilitetsbehandling, meldte spørgsmålene sig derfor også hurtigt, om jeg nu var gravid. Vi havde valgt ikke at fortælle noget, før vi havde været til tidlig scanning, og vi måtte derfor lyve og fortælle, at heller ikke denne gang havde der været held. Det var så svært, og jeg havde det virkelig skidt med at gå og lyve. Specielt for min mor, som så brændende ønskede det for os. Men vi havde for første gang i projekt baby et behov for at holde det for os selv, da vi stadig ikke kunne tro det, og inderst inde frygtede vi, at det ville gå til grunde. Da jeg var 7+3 var vi til tidlig scanning, og der bankede det flotteste lille hjerte derinde i maven. Både M og jeg græd af lykke. Nu føltes det virkeligt, nu så vi jo med egne øjne, at der var liv derinde, og ca. 7 måneder senere kom lille N til verden, men mere om det senere.

1 Kommentar

  1. Ann

    Undskyld men kunne du ikke se den første streg eller har jeg misforstået billedet

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…