Chok nummer 2

Blog opslag

11 sep, 2019

Da jeg fik mit FSH prøvesvar vidste jeg med det samme at noget var galt. Et FSH (Follikelstimulerende hormon) på 14,9 på cyklusdag 2 er ikke godt og klinikken var enig. Jeg måtte have målt mit AMH (ægreserve) også.

Med bævrende knæ tog jeg ind på klinikken i slutningen af oktober og fik taget min AMH blodprøve og efter nogen dage var der svar. Heller ikke den var god. Mit AMH var på 2,9.

Beskeden fra klinikken var derfor klar. Damen i telefonen sagde følgende helt ordret: ”Du skal nok ikke regne med at kunne blive gravid igen…”

På tre år var hele min verden forandret. Hvad var der sket? Hvordan kunne det gå så let i første omgang og så være sådan nu?

Men jeg nægtede at give op!

Først læste jeg alle videnskabelige artikler jeg kunne finde på nettet om FSH og AMH. Flere viste, at disse prøver kan være vise falske svar når man indenfor de sidste 6 -12 måneder har været på p-piller. Måske var det altså bare derfor? Det måtte det da være?

Jeg bestilte derfor tid hos en gynækologi byen som også laver insemineringer og bad ham om at scanne mig og se hvordan det så ud.

Han var ikke helt så negativ som klinikken og sagde at mine æggestokke måske nok var lidt mindre end ellers men at der da var små follikler i dem.

Vi tog derfor først en runde uden nogen former for hormoner, men med scanninger for at se om jeg udviklede en follikel. Alt så fint ud og lægen mente bestemt at jeg ville have ægløsning. Ugen efter viste blodprøven dog, at folliklen måtte have været tom, for ægløsning havde der i hvert fald ikke været.

Vi besluttede derfor at tage en prøverunde på pergotime og se om det kunne skabe en ægløsning.

14 dage senere meddelte blodprøven at det havde virket!

Næste skridt var så, at tage en runde og så blive insemineret på klinikken igen. Det var de ikke meget for, men gik da med til det. Den runde endte i en aflysning pga. En cyste.

Tredje runde gik dog meget bedre og nu var hele to follikler klar.

Glad og lettet drog jeg derfor 36 timer efter min ægløsningssprøjte ind på klinikken til insemination. Nu måtte den da være der.

Jordemoderen der skulle foretage inseminationen var dog bestemt ikke enig med mig og i samtalen lige inden meddelte hun, at chancerne for mig var lig med 0 og at klinikken ikke længere ville hjælpe mig, hvis det ikke lykkedes denne gang. (Hvilket det jo ikke ville gøre ifølge hende).

Jeg græd da jeg gik.. Hvorfor skulle det ikke kunne virke? Gynækologen ville da ikke sende mig derind hvis der ikke var en chance?

14 dage senere viste testen negativ og min verden sank i grus. Jeg havde virkelig sat min lid til de to follikler, men lige lidt havde det hjulpet.

Det psykiske har hele tiden været det hårdeste i denne proces og min søn har også lidt under det. At kunne mærke ens mor være ked af det på den måde man er i sådan et forløb er ikke for børn. Og heller ikke for voksne for den sags skyld!

Så vi var begge nede og trængte til en pause… Inden da måtte jeg dog lige sikre mig, om der overhovedet var andre klinikker der turde give mig en chance. Det der IVF kunne måske være vejen frem. Jeg fandt én. Én eneste. Resten ønskede ikke at hjælpe, så jeg tog til samtale på den der turde forsøge at give  mig en chance…

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…