Da Nellie kom til verden

Blog opslag

Skrevet af TrineChristensen

27 mar, 2020

Mange af jer følger flittigt med, når jeg skriver om vores lille mirakel og hendes vej hertil. Tak for det! Flere af jer har derfor også spurgt nysgerrigt ind til, hvordan fødslen af Nellie gik, så det har jeg prøvet at uddybe her – uden at gå for meget i detaljer!

Den 13. januar 2020 nåede vi en milepæl. Nemlig datoen for min termin. Da vi gik ind i år 2019, havde vi på ingen måde regnet med at være, hvor vi er idag. Slet ikke efter vores mislykkedes reagensglasforsøg i marts 2019. Heldigvis og over al forventning ser vores liv dog helt anderledes ud idag.

20.01.2020

Jeg gik præcis én uge over tid, og fødte 41 + 0, nemlig den 20. januar 2020. En ret nice dato (især hvis du spørger Casper – den er nemlig nem at huske 😀 ).

Klokken 01:30 natten til mandag vågner jeg og rejser mig for at gå på toilet, da jeg er tissetrængende. Jeg når lige præcis at gå tre skridt, før vandet går – som et andet vandfald. Der er fostervand über alles. Jeg vækker Casper og fortæller ham at mit vand er gået, og hurtigere end jeg kan nå at gøre mere, er Casper hoppet ud af sengen og igang med at tørre op. Imens bevæger jeg mig langsomt ud på badeværelset for at tisse, som jeg jo egentlig var på vej til 😀

Da der er kommet ro på igen, sætter jeg mig tilbage i sengen og ringer til fødegangen. Det skal man jo, når vandet går. Veerne er på dette tidspunkt ikke startet. Vi får derfor en tid klokken 7:15 til tjek. Da klokken er ca. 02:00 begynder mine veer at komme. Vi tager tid på dem over de næste to timer, mens jeg både tager et varmt bad og får lidt at spise, så vi er godt forberedt hvis det lige pludselig skulle gå stærkt.

Ca. klokken 04 ringer vi igen til fødegangen, da veerne er meget regelmæssige og kommer med få minutters mellemrum. Vi får at vide, at vi bare kan køre stille og roligt afsted. Casper får lige luftet Cæsar (vores hund) og jeg hopper i tøjet og gør klar til at køre afsted. Alt sammen foregår fortsat i et meget roligt tempo og vi føler os egentlig begge meget godt tilpas i det. Vi har forberedt os godt og tager én ting ad gangen.

Jeg er super glad for at vandet gik, så man ligesom ikke var i tvivl om, at nu var det altså nu. Så for mig den helt perfekte start på fødslen. Min største frygt var en fødsel, som gik så hurtigt at man kunne risikere at skulle føde hjemme eller i bilen på vej til hospitalet. Udover det frygtede jeg faktisk ikke noget, og havde ej heller de store forventninger – Jeg havde planlagt (sammen med Casper) at tage det som det kom og bare være i nuet. På vej til hospitalet fik jeg ringet til min mor for at fortælle nyheden og samtidig bede dem hente Cæsar når de var stået op. Vi havde forinden aftalt at de skulle stå standby ift. ham, og passeham de første dage efter fødslen, så vi lige kunne nå at lande derhjemme.

Klokken 05 ankom vi til fødegangen på Regionshospitalet Horsens. Det var min egen jordemoder, som tog imod os. Der er ikke kendt jordemoder ordning i Horsens, så det var helttilfældigt. Hun havde dog sagt til mig ved sidste konsultation “hvis du føder i weekenden, så har jeg vagten”. Jeg var 2 cm åben, da vi kom derned. Klokken 07 var jeg 3 cm åben, og vi blev på dette tidspunkt flyttet fra modtagerrummet til fødestuen, da stuen var ledig og opstarten på dette tidspunkt udviklede sig i det tempo den skulle.

Den aktive fødsel

Her kom vi til at være i mange timer. Uden at gå for meget i detaljer, så gik udvidelsen lidt i stå. Det gik simpelthen for langsomt. Derfor fik jeg først en omgang morfin, for at kunne hvile mig lidt ovenpå ve-smerterne, så jeg kunne samle kræfter til når det virkelig gjaldt.

Efter nogle timer og en stadig langsom udvidelse, prøvede vi nogle øvelser på en yogabold, for at få baby længere ned i bækkenet, og samtidig et varmt bad for at dæmpe ve-smerterne lidt. Det hjalp en smule, men ikke så meget som jordemoderen havde ønsket. Derfor besluttede hun sig for at jeg skulle have ve-drop, for at stimulere veerne og sætte lidt fut under dem. Det virkede, skulle jeg hilse at sige! Veerne tog til, og blev både kraftigere og hyppigere. Nu var det tid til mere smertestillende, og vi valgte at gå med lattergas. Det skulle vise sig at være det perfekte ‘drug’ til mig. Lattergassen var super god for mig, og fik mig til at fokusere 100% på min vejrtrækning. Jeg fik utrolig meget ros for min vejrtrækning (man føler sig som en elev der bliver rost af sin lærer) både inden, under og efter lattergassen. Jeg havde altså også øvet meget vejrtrækningsøvelse derhjemme i løbet af graviditeten, så det gav helt sikkert pote her.

Veerne blev ret heftige af ve-droppet og lattergassen gjorde underværker her. Det gjorde nas, men det var til at holde ud. Lige indtil jordemoderen sagde “du er nu 5 cm åben, og det er super fint, men i skal nok regne med at det her kommer til at vare ca. 7 timer endnu”. Den vurdering foretog hun ud fra, hvordan udvidelsesfasen var forløbet indtil da, altså pænt langsomt. Med tanke på at veerne skulle fortsætte med dén kraft de næste 7 timer, blev vi enige om at det var tid til at få lagt en epiduralblokade, så jordemoderen ringede straks til anæstesi-afdelingen. Imens fik jeg lige lov at gå på toilet og strække benene, mens jordemoderen skrev journal. Efter 25 min lå jeg atter på briksen, da jordemoderen lige ville undersøge mig inden anæstesi-lægen dukkede op. Men ud af det blå begyndte jeg at få presseveer, og det viste sig at jeg på de sidste 25 min var kommet op på 9 cm. Det overraskede både jordemoder og os selv, da hun jo lige havde lagt op til et helt andet og noget mere langsommeligt forløb. Nåh men hu-hej fik hun afbestilt epiduralblokaden, da den ikke må gives så tæt på selve fødslen. Jeg måtte altså klare mig med lattergas resten af vejen.

Klokken 21 var min krop endelig klar til at føde, jeg var nemlig 10 cm åben. 1 time og 36 minutter senere lå Nellie i mine arme. Hun er født 22:36. Det var et kæmpestort øjeblik! ENDELIG var vi blevet forældre, og havde faktisk begge ret svært ved at fatte det. Nellie var nu vores, og hun var helt perfekt. Amningen gik igang lige med det samme, og har kørt på skinner lige siden.

Grundet travlhed kom vi først over på mor-barn-afsnittet omkring klokken 03, hvorefter vi skulle informeres om en hulens masse ting, inden vi kunne få lov at sove. Vi var naturligt nok mega trætte og brugte begge to, og havde bare brug for søvn og hvile. Onsdag eftermiddag trillede vi hjemad som nybagte forældre med vores lille mirakelbaby hos os. Det var det mest fantastiske øjeblik. Nu begyndte et nyt kapitel for alvor.
Første tur i autostolen – med dejlige tykke kinder 😍

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Sædbanker