Del 1 Solstrålehistorie – min fertilitetsbehandling

Blog opslag

Skrevet af Kamilla Stilling

22 nov, 2020

Det der skulle være en lykkelig tid for min kæreste og jeg, og det næste store skridt i vores forhold, gik hen og blev en smertefuld kamp for at få ønskebarnet.

Hvor mange nederlag kan man holde til?

Jeg ved det ikke, men jeg vil mene at jeg i den grad har taget mine.
Fra vi bliver enige om, at vi gerne vil være forældre, går der ikke længe før vi er i fertilitetsbehandling. Dette skyldes jeg ikke havde en cyklus, efter stop af p piller i over 2 år. I alt tog jeg p piller i 16 år. Jeg søgte derfor hurtigt hjælp hos lægen.

Vi fik hurtigt en henvisning til både en gynækolog med speciale i fertilitet og til Hillerød hospital. Bum vi var i gang. Spændte på den kommende tid. Jeg skulle dog snart få mit første nederlag.
Vi er i april måned, og vi kan først komme til på Hillerød til oktober. Det er ualmindelig lang tid at vente, når nu vi begge var så indstillet på at blive forældre. Det positive var dog, at gynækologen havde tid kun 3 uger efter henvisningen. Der blevet taget en masse test, foretaget en del scanninger, opstart på medicin både piller og sprøjte i maven og også en skylning af æggelederne blev foretaget. AV. Dette var første møde med de mange kommende fysiske smerter jeg skulle igennem, dog var jeg uvidende endnu herom.

Sommeren nærmer sig, og der er endnu ikke tegn på at der sker så meget. Jeg har indtil videre dog fundet ud af, at jeg har en masse æg at tage af, og det holdt modet oppe. Gynækologen er bevidst om min fortsat lange ventetid til Hillerød og henviser os til Lygtens private fertilitetsklinik, hvor inseminering er første skridt.

Et møde kommer hurtigt i kalenderen, og afsted med mig til endnu en omgang blodprøvetagning. De er grundige, og finder straks ud af at inden jeg kan komme i gang, skal jeg starte på stofskiftemedicin. Det var et lille nederlag igen, for der skulle gå mindst 6 uger, for at se en virkning – men ak, vi er i gang.

Hormonbehandlingen og stofskiftemedicinen virker, og endelig kommer dagen, hvor jeg skal insemineres. Jeg havde nok allerede en forventning om at det var nu jeg skulle blive gravid.

Den daglige dosis hormon

Men ak, det store nederlag kommer her – men det er langt fra det sidste – for jeg har fået modnet en follikel mere end, hvad de vil inseminere på. Og efter en lang samtale med sygeplejersken, forstå jeg nu endelig at jeg ikke bliver insemineret. Jeg bliver overrumplet af et væld af følelser, vrede, ked af det, mislykket, uduelig, ulykkelig og er i det hele taget enormt påvirket af situationen og sidder mindst 1 time i bilen og græder, inden jeg får mod på at ringe til min kæreste og fortælle ham den dårlige nyhed.

Heldigvis for mig læser jeg til psykoterapeut, og har derfor brugt en del af mine terapitimer på at bearbejde hele forløbet – altså alle 3 år som jeg er i behandling. Her går det rigtig op for mig, at jeg som person er enorm målorienteret, og derfor slet ikke accepterer den proces jeg er igennem. Det var nu ikke ukendt for mig, det med det målorienteret, men den manglende accept af, at JEG skulle havne i et sådan forløb var der slet ikke.

Det tager mange timer og mange måneder, at få en accept, og det er faktisk først i det øjeblik, hvor jeg acceptere at jeg nok aldrig bliver mor, at det lykkedes mig at kunne fortsætte den smertefulde proces om at få vores ønskebarn. Jeg kunne slet ikke se meningen med livet, hvis ikke jeg blev mor, og kunne slet ikke forestille mig, hvad jeg så skulle fylde mit liv ud med. MEN med den nye accept er målet ikke et must men blot en berigelse. Og et liv uden børn skulle jeg nu nok kunne klare. Det er også først nu jeg får mod på at dele, hvad jeg går igennem, med andre end mine forældre. Heller ikke de vidste det fra starten, men de vidste det noget længer tid end resten af familien, venner og arbejdet.
Jeg havde holdt det hele hemmeligt dels, fordi jeg som nævnt ikke helt kunne acceptere det, men også fordi jeg så gerne ville overraske alle med sætningen – JEG ER GRAVID!

Der gik dog længe inden den kom, og til sidst kunne jeg faktisk heller ikke klare, at jeg hele tiden skulle konfronteres med ”nu er du jo over 30, så hvornår skal du,? Eller skal du ikke se at få nogle børn?”.
Det er som om, at bare fordi man er over 30, så er det alle mands ret at spørge. Hvorfor?

Jeg ved godt det er godt ment men, hvad nu hvis jeg ikke ville have børn?
Jeg blev ofte spurgt, og måtte komme med søforklaringer, alt imens jeg inderst inden mærkede en enorm sårbarhed, klump i maven, presserende tårer og sorg vokse i mig. De skulle bare vide, hvad jeg gik igennem…..

Tilbage til processen og de mange nye besøg på klinikken på Nørrebro.
Efter at have fundet rette dosis hormoner, lykkedes det at blive insemineret 5 gange – dog uden held.

Har ikke tal på hvor mange gange jeg har ligget i denne stol…. Mit underliv føles som et udstillingsvindue…

Jeg er faktisk kommet dertil at jeg nu tester ca. 3 dage før jeg oprindelig skal, bare for at få den dårlige nyhed om heller ingen graviditet denne gang, inden den officielle testdag. Det virker for mig som en slags beskyttelse – idet jeg så ikke sætter mig op til testdag med store forventninger.

Nu kom dagen hvor Hillerød vil se os, og selvom vi har være i gang i flere måneder nu, så virkede det lidt som om NU sker der endelig noget. Men ak, næste nederlag er, at de grundet implementering af sundhedsplatformen, ikke kan henvise mig til Riget, som skal tage æg ud, nu de ikke slev kan pt. før til februar. Vi er i oktober nu. Og de kan ikke garantere jeg kommer afsted, idet der er mange i kø. I øvrigt så vil de gerne selv foretage insemineringer, på trods af jeg allerede har haft 5 forsøg i det private. Så det var med stor skuffelse og endnu en kapring af vrede, afmagt, sorg, mislykket og mange andre følelser, vi tager fra Hillerød, og vælger at forblive i det private. Jeg kender efterhånden alle sygeplejersker og læger på klinikken, og vi kan ligeså fortsætte hos dem, hvor jeg følger mig tryg.

Sidste inseminering viser sig at blive konverteret til et IFV forløb (reagensglas). Jeg har alt for mange follikler (heri ligger æggene) igen, men denne gang nok til æg udtagning. Så det bliver det nye.
Det er nu ikke længere kun en psykisk smerte og fysisk grundet hormoner der fylder min krop så jeg er ved at sprække, nu mærker jeg i den grad også smerten ved æg udtag – en meget underlig fornemmelse, men jeg prøver at vende den til begejstring for, at det overhoved kan lade sig gøre.
9 æg, sådan!

Nederlag igen – efter 5 dage bliver jeg ringet op og får at vide, INGEN af dem er overlevet befrugtningen. Så al det for ingen ting?

Kærligst Kamilla
E-mail. info@kamillastilling.com
Tlf. 40 99 46 89
Web. www.kamillastilling.com

Annonce

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…