Del 2 – Pludselig var du der

Blog opslag

Skrevet af Kamilla Stilling

6 dec, 2020

Min kæreste tager hjem og pakker lidt tøj – for jeg har ikke andet end det, jeg havde på da jeg kørte til tjek. Om end hospitalstøjet er bekvemt, så ved vi nu at vi skal tilbringe minimum 4 uger på hospitalet, så lidt tøj og drikkevarer og mad til vores kasse i køleskabet sørger min kæreste for.

Der bliver foretaget en masse test, og der er lige nu et kateter i navlen og en masse elektroder på vores datter, som gør at personalet 24/7 kan monitorere ALT. Vi lærer hurtigt hvad disse tal betyder, og det bliver min kærestes tryghed at han kan følge med.

Efter en lille uge på riget bliver vi overflyttet til Hillerød. Som en af lægerne sagde, nu er vores pige ikke længere ”V.I.P.” mere. Det er jo i den forstand positivt, så nu skulle vi tilbage hvor det startede, så hun kunne vokse i ro og fred.

Jeg føler mig igen heldig, for en ny verden på neonatal åbnede sig for mig, og jeg har nu set det med. En masse små babyer, der er kommet for tidligt ud. Nogle med komplikationer, nogen som ikke overlevede og en masse forældre der ligesom jeg, nok bare er i overlevelsesmode. Jeg er heldig i den forstand, at min pige har det godt – hun skal bare vokse.

Vi tilbringer 3 uger på Hillerød, et ophold der uden tvivl gav os en masse styrke og hjælp til at starte livet som forældre. For selvom der var mange vejninger, lægetjek og undersøgelser som skulle afklare om der var hjerneskader, handicap, syn og hørelsestab mv., så fik vi en masse støtte. Min kæreste lærte at skifte ble, vi lærte at give sonde, give bad, og egentlig blev vi selvkørende, hvilket var mit mål, i afstemningssamtalen med personalet da vi kom tilbage.

Vi klarer os stort set selv og har derfor en masse overskud til at få nogle gode snakke og grin med personalet. Jeg har en hule, stort set for mig selv.

Kun otte dage ud af fire uger har jeg delt værelse med en anden mor, så vi har mange dage min kæreste, datter og jeg for os selv. Ca. 15 timer i døgnet ligger vi på skift, hud mod hud, med vores pige. Der er jo ikke andet vi skal nå.
Alt er skemalagt: hvornår hun skal have mad, vitaminer, skiftes ble, og hvornår jeg skal pumpe mælk. Der er stort set ikke tid til andet, idet processen starter forfra lige så snart vi er færdige.

Efter en uge tager jeg mod til mig til, for at tage i slotsarkaderne.Bare ganske kort for at købe lidt tøj. Det var lidt rart at komme ud, men her går det op for mig at noget ikke er blevet bearbejdet. Jeg ser en højgravid kvinde, og med ét mærker jeg en varme i kroppen, en vrede og sårbarhed der ulmer op i mig. Jeg følte mig snydt, frarøvet en stor mave, og følte det hele var uretfærdigt. Jeg sidder i bilen og græder for mig selv, og bliver her klar over, at mit glansbillede af en lykkelig graviditet, en skøn fødsel som vi ser på film, hvor babyen bliver lagt op på brystet og far og mor smiler af lykke til hinanden, bare IKKE blev min historie. Men det er der ingen der er klar over, når jeg går forbi dem. Ingen ved hvilken angst for at miste, jeg blev fyldt op med, hvilken afmagt jeg befandt mig i, for jeg formåede at finde det positive frem. Hvordan, er mig stadig en gåde.

Det positive ved min proces, var al den læring vi fik. Jeg lærte at amme, og det gør jeg stadig. Jeg har aldrig haft brystbetændelse, jeg lærte en masse amme stillinger. Jeg lærte at håndtere en minibaby, lærte at hendes behov bare er de vigtigste – det betød også at hun faktisk sov på mit bryst om natten frem til hun var 4,5 måned, for der er absolut intet jeg skal nå, som gør at jeg ikke har tid og plads til hende.

Sådan er det stadig her 9,5 måned efter.

Jeg ville selvfølgelig gerne stadig have haft et ”normalt” forløb, men set i bakspejlet, så har forløbet været overvældende positivt. Jeg er blevet klogere på at der findes en helt anden start på livet end den man kender, lært utrolig meget om præmature babyer, lært meget om mig selv og føler også jeg har en helt særlig tilknytning til min datter.

3D scanningerne og gravidfoto blev aflyst, men jeg har til gengæld over 1000 billeder af min datter, de sidste 9 uger hun skulle have ligget i min mave.
Jeg føler mig – men ved også jeg er – heldig, for vores datters forløb var et af de meget positive, og det er nok også derfor jeg kan se tilbage på forløbet med en masse lykke, og ikke angst, afmagt og at blive frarøvet noget, som jeg tidligere følte.

Det er ikke normalt, eller lykken, at få en præmaturbaby lige når det sker. MEN; det er lykken at vide, at der er så mange mennesker der har viet deres arbejdsliv til, at hjælpe de små så godt på vej. De har alle min største respekt, ligeledes alle de par og enlige der ligesom os, bliver forældre alt for tidligt.

Kærligst Kamilla
E-mail. info@kamillastilling.com
Tlf. 40 99 46 89
Web. www.kamillastilling.com

Annonce

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Den sidste chance

Den sidste chance

Vi er blevet et firkløver. Det er under 2 uger siden, at vi endnu engang er blevet forældre til et...

læs mere

Sædbanker