Del 2 Solstrålehistorie – min fertilitetsbehandling

Blog opslag

Skrevet af Kamilla Stilling

23 nov, 2020

Det var virkelig det største nederlag hidtil, for nu vidste jeg, at jeg skulle igennem det hele en gang til. Hormonerne, de blå mærker på min maven, acne/bylder som jeg aldrig har haft før, bliver jeg plaget af i ansigtet, svedeture, tudeture, og ikke mindst at vågne op og ikke kunne passe det tøj jeg havde på i går, fordi hormonerne har fyldt min krop helt ud, så jeg føler jeg er ved at sprække.  Jeg tør godt sige højt at jeg absolut ikke føler mig som en kvinde. Snarer en kæmpe fiasko, min krop duer ikke, jeg er mislykket som menneske, idet jeg ikke kan den ene ting som jeg er sat i verden for. Blive gravid. Jeg når et punkt, hvor jeg fortæller min kæreste, at han må finde en anden, hvis ikke det lykkes, for jeg vil ikke fratage ham den lykke det er at blive far.

Et af de mange men små blå mærker. til tider havde jeg op til 5 på samme tid. Den daglige dosis…

Fertilitetsbehandling er uden tvivl hårdt for parforholdet, og jeg kan i den grad sagtens forstå nogle vælger at gå hver til sit men, hvor var det en stor hjælp for mig, at jeg havde mit frirum på skolen i terapi timer, til at bearbejde alle de følelser jeg blev fyldt op med – for det i sig selv kan jo sætte en stopper for at blive gravid.

Jeg er absolut vedholdende i min nu accepteret proces, så vedholdende at jeg går igennem 2 æg udtag mere, hvor der er henholdsvis 11 og 7 æg, dog blev ikke alle til noget. Jeg får sat 1 æg op 3 gange både 2 dagsdyrkede og blastocyster (dyrket i 5 dage) og jeg ender endda med, at få dem overtalt til at sætte 2, 2 dagsdyrkede op. dog uden held.

Smerter, medicin for en formue, lægebesøg, scanninger, fiaskoer og godt 2 år på ret høj dosis hormoner, sætter pludselig en stopper for det hele. Mit uendeligt store håb om at blive mor, bliver sat på pause. Min krop kan simpelthen ikke mere. En yoyovægt på +/ 10 kilo, en masse indgreb i mit underliv, et stort psykisk pres, har ført til at min krop ikke optager hormonerne mere. Jeg både stikker mig med hormon, tager hormonpiller og har nu oveni tilføjet hormon plastre som skal sidde på maven. Intet hjælper. Min krop vil ikke mere, jeg kan ikke mere. PAUSE. Det var NEDERLAGET!.

Det skal dog siges at jeg er lykkedes med, at have 2 store flotte blastocyster i fryseren til, hvis min krop kommer på højkant igen.

Men NU er der pause!

Et billede vi sendte til forældre og søskende. Den hvide prik i hjertet er et æg der er lagt op… Dog tabt….

Efter 6 måneder sker der det, at min naturlige cyklus starter, noget uventet, men absolut kærkommen. Det får modet lidt op igen, og der går kun et par måneder før vi melder os på banen igen til at starte op. Det skal lige siges, vi droppede helt Hillerød, for jeg var virkelig tryg ved alle lægerne og sygeplejerskerne på klinikken, jeg har jo mødt dem alle sammen mange gange nu.
Det gjorde, at selvom det var enormt hårdt, så var der meget humor til stedet.
Jeg jokede selv en del for, at få gode oplevelser med også. Jeg mener det at bliver scannet så meget havde skabt en distance til mit underliv, og det var ikke så privat mere.  Så humor betød meget for mig.

Nu da min naturlige cyklus var kommet tilbage, blev forløbet ikke så fyldt med hormoner, idet min krop nu selv kunne fremstille dem. Jeg fik derfor kun lidt kunstigt for, at hjælpe det hele på vej. 1 æg blev lagt op, men ak. Tabt igen. Jeg husker tydeligt, at min indstilling til, at få lagt sidste æg op var, ja lad os da bare, det lykkes jo ikke alligevel. Ikke ligefrem optimistisk men, det var nu sådan jeg havde det.

Sådan ser æg oplægning ud. Man kan dog ikke se lægen, der sidder i øjenhøjde med mit underliv 🙂

Så selvom min krop havde vist sig, at kunne fungere igen, havde jeg så mange nederlag og tabte æg med mig i bagagen, at jeg ikke havde håbet længere.
Jeg læste om assisted hatching en metode, hvor du præklægger ægget inde det bliver sat op, og det købte vi til vores allersidste æg i fryseren. For selvom jeg ikke havde troen, så turde jeg ikke lade være med ikke at have prøvet alt. Så det købte vi.

Denne gang var første gang jeg fik lagt æg op i en helt naturlig cyklus, så altså ingen hormoner. Jeg testede 3 dage før som altid, sidst på eftermiddagen, som jo ikke er det ideelle tidspunkt, og fanme om ikke den var positiv. WHAT – jeg var alene, måtte tisse igen på en ny, og så kom glæden, håbet og gråden – denne gang glædeståre. Første positive test i 3 år. Ønskebarnet. For første gang kunne jeg ringe min test ind som positiv.

Følelserne, skam, vrede, mislykket, dårlig kvinde, uduelig, ulykkelig, afmagt, ked af det, fejlet, forkert og mange andre blev erstattet med en kæmpe lykkefølelse.

Ikke mange så mine ”dårlige følelser” for de var så private og så hæmmende for min livskvalitet, og heller ikke alle vidste, hvad jeg og min kæreste gik igennem.

Uanset hvilket forløb man går igennem til, at blive forældre eller måske til ikke at blive det, er så individuelt, men jeg lover, den er enorm SÅRBAR.
Så med min egen hudløse ærlige beretning, håber jeg blot at jeg kan løfte sløret lidt for, hvordan en proces kan se ud, samt sende en kærlig tanke ud til alle der læser med og som selv er i behandling. Jeg vil gerne lade jer vide, jeg har den største respekt for, hvad i går igennem. Men husk at pas på jer selv. Tal om det, jeg fortryder selv jeg gik så længe alene med det, bearbejd følelserne, og husk – fertilitetsbehandling er IKKE skamfuldt!

Kærligst Kamilla
E-mail. info@kamillastilling.com
Tlf. 40 99 46 89
Web. www.kamillastilling.com

Annonce

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Sædbanker