Den. 28 marts stod verden stille..

Blog opslag

31 aug, 2020

Den 28 marts 2019 kl .21:54 stod verden stille i vores lille familie – Vores lille mirakel var endelig hos os!
Det var ikke fordi vi var et par som havde prøvet i vanvittig lang tid, som man jo tit hører om.
Men vi var et par der mødte den ene forhindring efter den anden, forhindringer som satte parforholdet på prøve og som har sat dybe spor specielt hos mig – der stadig har svært ved at forstå at jeg rent faktisk er mor og dette lille væsen er min datter, MIN datter!
Tilbage hvor det hele startede, det var april 2017 da vi besluttede os for at nu ville vi ikke længere beskytte os, men ville i stedet for se tiden an og håbe på en positiv test inden alt for længe …
Jeg nåede aldrig at få min første menstruation efter p- lille stop før testen viste de to gyldne streger – jeg var høj på lykke og var så lykkelig! Tænk at vi skulle være forældre!
Det var juni 2017..
– og ja, de tanker gå gennem ens hoved allerede så tidligt, man forestiller sig hvem de mon vil ligne og er det mon en dreng eller pige
Jeg ramte uge 6 og begyndte pludselig at bløde, jeg var panik slagen og fik hurtigt en tid på gynækologisk som bekræftede at jeg var ved at abortere – selvfølgelig blev jeg ked af det, men ikke direkte ulykkelig “som jeg husker”. Dog ramte det mig lidt hårdere ugen efter da min veninde fortalte at hun var gravid – der blev jeg ked af det, men fik hurtigt “hold” på det – for de havde jo prøvet næsten et år!
Der gik nogle måneder og kalenderen sagde nu september 2017 og jeg var “stadig ikke gravid”. Min krop kom.sig ret hurtigt efter aborten og fik min efterfølgende menstruation på klokkeslættet , så måske havde jeg en idé om at vi ville blive hurtigt gravide igen..
Det blev nu november og der var stadig intet, så.min læge sagde at hun ville henvise os hvis vi ikke havde opnået graviditet inden udgangen af december – for så havde vi aktiv forsøgt 6 mdr..
22 december stod jeg med de to gyldne streger, jeg var ikke oppe at “ringe” som førte gang men besluttede alligevel at min mand skulle overraskes på en god måde – for lægen havde jo sagt at man sjældent aborterede flere gange i træk og endnu mere sjældent tre og over!
Efter vi havde sundet os lidt fandt vi glæde i det – nu var det vores tur!
Dog var lykken ret kort, for midt i januar 2018 begyndte jeg igen at bløde – endnu en abort!
Jeg var knust! Denne gang skulle jeg tage piller da fosteret ikke ville slippe min krop af sig selv, dette forløb var noget længere end det første – der var den ene komplikation efter den anden og ingen læger ville lytte på mig selvom jeg sagde der var noget galt!
Midt februar fik jeg endelig en gynækolog i røret som hørte min stemme – hun undersøgte mig og kunne hurtigt konstatere at min æg satte sig fast i højre æggeleder og vi derfor ikke kunne blive gravide. Hun ville gerne give det en 14 dags tid før hun ville lave et indgreb – dette fandt vi ro omkring og tog hjem fulde af håb om at det nok skulle komme..
Som første gang gik der knap en uge før endnu en af mine veninder fortalte at de var gravide! Dette knuste mit hjerte fuldstændig og vi måtte forlade lokalet da jeg slet ikke kunne være i det.
Det var selvfølgelig ikke deres skyld og vi har verdens bedste venner! de var så lede ved at skulle fortælle os det midt i vores anden abort, men hun kunne ikke skjule det længere og selvfølgelig var vi glade på deres vegne – jeg skulle bare lige sluge den og det gav de os pladsen til. Som sagt verdens bedste venner, der kan finde rum og omsorg til os midt i deres sidste glæde!
Nå,… Start marts fik vi grønt lys, ægget havde givet slip og blokerede ikke mere og i slutningen af marts testede jeg atter positiv!
Fedt!!! Tredje gang måtte være lykkens gang og jeg da det ud af samme dag at en gammel veninde også var gravid – fedt så kunne vi være gravide sammen!
26 april 2018 fik jeg ondt i maven, jeg havde ugerne op til plet blødt, men ikke noget jeg fandt alarmerende som ved de andre aborter og lægen sagde at så længe det ikke var meget og jeg havde ondt, så skulle det nok gå!
Det gik egentlig ret hurtigt i sig selv, men min gamle ville gerne tjekke mig..
Jeg husker tydeligt at jeg sidder i vente værelset og har en meget hyggelig samtale med en anden, jeg havde slet ikke ondt mere og var egentlig rolig – dette skulle hurtigt ændre sig..
Da jeg kom ind blev min gynækolog meget stille….
Jeg husker ordene som var det igår..
“Heidi jeg er virkelig ked af det, men din graviditet sidder desværre i æggelederen og det ser ud til at den er sprunget – vi er nødt til at opererer dig med det samme!”
Min verden gik helt i stå! Jeg hulkede så meget at gynækologen måtte ringe til min mand og fortælle det hele da jeg ikke selv var i stand til det…
Jeg husker ikke ret meget mere fra den dag udover at de senere fortalte at de måtte fjerne min æggeleder da den var helt ødelagt, de havde også måtte give lidt blod da jeg havde mistet en del!
Den næste besked lød på at de ville jeg vise os til reagensglas behandling, da man erfarede at det var rigtig svært selv at blive gravide med kun én æggeleder…
Denne gang tog det mig noget tid om at komme mig og jeg er nok egentligt aldrig rigtig kommet mig over det – måske fordi jeg aldrig har fået det bearbejdet. Det viste sig i hvertfald at det skulle hjemsøge mig senere hen!
Juli 2018 stod jeg med en positiv test IGEN, men ja.
Jeg var nu ikke begejstret, for helt ærlig, hvorfor skulle det gå denne gang? Hverken min mand eller jeg fandt glæde ved det og ventede kun på at det skulle gå galt igen…
Men det skete aldrig, 14 september 2018 skulle vi starte i reagensglas behandling, i stedet for havde vi en perfekt nakkefoldsscanning som senere viste sig og være en lille pige..
Derudover havde min gynækolog fortalt at min æggeleder var så ødelagt at hendes mistanke om at det var den som var skyld i mine aborter – var bekræftet..
Graviditeten var ikke nem, jeg døjede med blødninger, smerter og for meget fostervand – jeg gik op til uge 23 og talte ned, for så ville de jo redde hende hvis jeg gik i fødsel.. derefter tog jeg en jeg ad gangen og vurderede hvor store chancer hun havde for at overleve!
Jeg slappede aldrig af eller nød graviditeten! Jeg var så rædselsslagen for at miste igen! Dog var jeg i et kendt jordemoder team som hele tiden var der for at samle mig op når jeg havde brug for det.. Må indrømme at det nok blev min redning ift at gå psykisk ned..
I dag sidder jeg med hvad jeg i min verden vil kalde mit lille mirakel… For vi troede aldrig vi ville blive forældre…
Vi nåede aldrig at træde helt ind i fertilitets verdenen, men den lurer om hjørnet når vi engang for mod på at få nummer to, for med kun én æggeleder er det bare sværere at opnå graviditet..
Mange siger at vi er priviligeret at kunne opnå fire graviditeter på et år – men helt ærlig så ville jeg hellere have at der fik lidt længere imellem (uden at støde nogen)
Jeg nåede aldrig at bearbejde mine aborter psykisk, fordi det gik så hurtigt… alene derfor tror jeg, at jeg i dag udover at føle mig som verdens heldigste kvinde som mor til min lille datter – samtidig har så svært ved at knytte mig til min lille pige fordi jeg stadig går i angst om at miste hende…
Jeg håber at ved at tale åbent om mit forløb, kan hjælpe andre med at “åbne” op, ikke føle de står alene og at acceptere ens tanker og følelser – for dem er der mange af !
Vi står alle med forskellige historier og kæmper forskellige kampe!
Men vi har alle ét fælles mål og det er at vi alle en dag står med en lille guldklump i vores arme ❤️
Kærlig hilsen Mor til S

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Den sidste chance

Den sidste chance

Vi er blevet et firkløver. Det er under 2 uger siden, at vi endnu engang er blevet forældre til et...

læs mere

Sædbanker