Det største øjeblik i mit liv!

Blog opslag

27 okt, 2019

Jeg har hørt mange sige, at det største øjeblik i deres liv var da de blev forældre, altså da deres barn kom til verden, og da jeg er så velsignet, at jeg kan kalde mig for mor, er jeg enig i, at det øjeblik er ubeskriveligt stort. Dog er det største øjeblik for mig, da jeg fandt ud af at jeg var gravid med min søn. Det var det øjeblik, hvor der mod forventning var to streger på min graviditetstest. Øjeblikket blev selvfølgelig kun det største, da det blev efterfulgt af en gennemført graviditet, og dernæst min søn. Øjeblikket, hvor jeg fandt ud af, at jeg var gravid, var en tidlig morgen i maj 2018. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville tage en graviditetstest, da jeg var overbevist om, at jeg ikke var gravid, og at min 3. ægoplægning også ville være negativ. På dette tidspunkt havde jeg ønsket at blive mor i cirka 3,5 år, og jeg havde 8 mislykkede fertilitetsforsøg i bagagen.

Det var ikke første gang jeg ville opleve en positiv graviditetstest. 3 år forinden havde jeg oplevet det største bedrag min krop nogensinde har begået, nemlig en missed abortion, hvilket vil sige, at jeg troede jeg var gravid i 8. uge, men i virkeligheden var mit foster gået til grunde i uge 4. Min krop havde bare “glemt” at fortælle mig det, så der gik jeg rundt og troede, at jeg var gravid, indtil jeg begyndte at bløde og en akutskanning fortalte, at der intet foster var.
Denne majmorgen havde jeg to-tre dage forinden oplevet menstruationssmerter, ligesom jeg plejede inden menstruation, og da jeg har endometriose, var det ikke noget som gik ubemærket hen. For at det ikke skulle være løgn, havde jeg også taget en graviditetstest, som var bragende negativ.

Jeg besluttede mig for at tage denne graviditetstest, så jeg kunne komme videre, og planlægge det næste forsøg. Derfor lå der i den lokale pakkeboks en pakke fyldt med babyklister, og andre vitaminer, som hævdede, at de kunne øge fertiliteten, som ventede på, at jeg kom i gang med en ny cyklus. Samtidigt havde jeg dagen inden valgt at stoppe med at tage mit progesteron tilskud (Lutinus), da jeg syntes, det var meningsløst at fortsætte.

Da jeg vågnede kl. 5 om morgenen den majdag, valgte jeg som det første at tage min test, da morgenurin skulle være det bedste. Min test viste sig efter de to minutter at komme med en meget svag streg nummer to (ja, det er en positiv test på billedet), og jeg har aldrig været så overrasket i mit liv. Igennem de tre år, der var gået siden min abort, havde jeg aldrig set antydningen af streg nummer to, og jeg var derfor en smule forvirret. Så jeg løb ind til min stakkels mand og vækkede ham, for at høre om han også kunne se streg nummer to. Vi var begge i chok og på ingen måde sikre på, om vi kunne tro på testen. Efter så mange fertilitetsforsøg var vi kun vandt til negative svar, og vandt til at ting gik skævt, så det var meget svært at tro på. Samme eftermiddag købte jeg en ny test, som viste en meget tydeligere streg, og to dage efter da jeg var 4+5 fik jeg taget blodprøve som endeligt bekræftede at jeg var gravid.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…