Efter 5 år i behandling, fik vi endelig vores ønskebarn med en ægdonor!

Blog opslag

12 sep, 2019

Morten og jeg har kendt hinanden i 10 år og i de 6 af dem har vi prøvet at blive gravide. Da vi mødte hinanden i en sen alder ( 35 og 40 år) startede vi ret tidligt med at smide p-pillerne og jeg blev da også gravid efter ca. 1 år. Jeg mistede desværre barnet i uge 8. Vi var optimistiske, men herefter skulle det så vise sig, at jeg ikke kunne blive gravid så nemt igen.

Efter utallige forsøg i egen cyklus henvendte vi os til en fertilitetsklinik, hvor vi startede ud med 3 IUI, som ikke resulterede i graviditet. Derefter startede vi på IVF og vi har i alt været igennem 6 IVF-forsøg og 2 ICSI. Jeg blev gravid på 2. Forsøg med IVF, men mistede barnet i uge 10. Denne spontane abort var meget smertefuld for mig og jeg mistede mit job pga for meget fravær.

For hvert forsøg steg jeg i hormondosis og da jeg har en høj FSH responderede jeg ikke særlig godt på behandlingen. Derfor var jeg til sidst oppe i max dosis og det forandrede min krop og mit sind. Det var rent ud sagt forfærdeligt og jeg gik løbende i terapi, da jeg følte, at vi stod meget alene med det hele. Men vi fortsatte, da ønsket om et barn var så højt, og et liv uden et barn var ikke et scenarie, vi overhovedet turde at tænke til ende.

Ved det sidste forsøg vi var igennem, så det ud til, at der var 2 fine ægblærer. Det glædede os meget, da jeg havde været igennem 20 dage med hormoner. Da vi nåede til dagen og jeg skulle scannes, viste det sig, at der ingen æg var tilbage. Jeg brød fuldstændig sammen og min mand og jeg kiggede på hinanden med et gensidigt blik, der sagde ”Nu er det nok”!

Vi tog hjem fra hospitalet og begyndte at snakke om andre muligheder. Grundet vores alder ønskede vi ikke adoption, så vi begyndte at kigge på æg-donationsmuligheder. På dette tidspunkt var det ikke lovligt selv at finde en donor og ventelisten på æg var 3-4 år.

Derfor henvendte vi os til en ny klinik mhp ægdonation i udlandet.  Dette resulterede i en tur til Grækenland, hvor jeg fik sat 2 flotte blastocyster op og min krop viste alle tegn på graviditet. Så da jeg cyklede ind til klinikken, var jeg ret sikker på, at nu var der en lille spire i min mave. Derfor kom det som et kæmpe chok, da sygeplejersken kom ud med et frisk smil på læben og sagde ”den er desværre negativ”!  Herefter husker jeg ikke meget, men ved, at en veninde fik mig hjem og kort tid efter måtte min mand køre mig på psykiatrisk skadestue med et nervøst sammenbrud. Jeg kunne simpelthen ikke hænge sammen længere, hverken fysisk eller mentalt.

Efter denne nedtur efterfulgt af depression, kunne jeg ikke overskue en tur mere til Grækenland. Derfor begyndte vi at kigge lidt på mulighederne herhjemme og det viste sig, at det var blevet muligt selv at  finde en donor.  Jeg havde hørt om en facebook-side og her fik jeg hurtig kontakt med administrator, som tilfældigvis også var æg-donor. Da hun havde hørt vores historie, tilbød hun ret hurtigt at donere æg til os. Vi troede seriøst, at det var en joke, da det da ikke kunne være så nemt! Intet havde været nemt indtil da!

Men vi fik hurtigt lavet en aftale om at mødes og heldigvis var der god kemi med det samme og vi kom ret hurtigt i gang med hormonbehandlingen. Jeg holdt hende i hånden, da hun fik taget æg ud og jeg håbede så inderligt, at bare en af de mange flotte ægblærer skulle blive til vores baby. Og det blev det……juhuuuu! Jeg blev gravid i 1. forsøg og i dag er vores dejlige Milo snart 4 år. Vi har løbende kontakt med vores donor og hendes dør står åben, hvis Milo en dag får lyst til at møde hende. Vi har valgt at være helt åben omkring det hele og har lavet en bog til Milo, hvori vi fortæller vores historie og hvor i der også er oplysninger og billede af donor.

Det har haft helt utrolig mange omkostninger at komme hertil. Håbet og troen har ofte været forsvundet i smerten og sorgen. Men længslen efter et barn og det at blive forældre var så stor, så vi fandt hele tiden lidt kampgejst. Vi ville simpelthen ikke give op, selvom det i perioder var fristende og hvor er vi glade for det. Det bedste i verden er, når vores dejlige dreng kalder på os. Mor og far er de skønneste ord i verden.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Sædbanker