Fantastisk solstråle historie del. 2

Blog opslag

17 okt, 2020

Første IVF samtale på Herlev

Oktober 2016 og første IVF samtale på Herlev. Havde gruet lidt for at skulle væk fra CFC, som jeg havde været glad for at gå hos, til at skulle i det offentlige…Det er som om at det ord ikke er ligeså positivt ladet som ‘det private’ hehe. Men min tvivl blev da i den grad gjort til skamme, heldigvis. Herlev mødte os med det største smil og et helt nyt forløb og ny tro på os, og med vores historik mente lægen derude at jeg uden tvivl ville blive hurtigt gravid med IVF. Det var naturligvis rart at høre, men jeg havde ligesom hørt den sang før, så jeg har med tiden lært at ‘jeg skal se det før jeg tror det…’ – men lige gyldigt hvad, er det rart når nye, kompetente øjne tror på én. Samtalen på Herlev vendte dog også op og ned på de sidste 10 forsøg hos CFC da Herlevs fertilitetslæge mente at jeg da bestemt havde ægløsning og at han var yderst uenig med CFC og ‘min anovulatoriske blødninger’…… Øh hvad? Så det jeg har gået og troet i næsten et år, det modsiger i? Jamen okaaay… Shit, det var en mærkelig følelse jeg sad med, men det gjorde mig alligevel tryg at de valgte at se på mig med nye og klare øjne og ikke ‘bare fulgte med’ og nøjes med standarden og fortsatte med andres arbejde. Det betød rigtig meget for os og jeg havde en rigtig god følelse efter denne samtale – især også fordi de scannede mig og kunne se at alt så flot ud, så de mente bestemt at vi kunne opstarte IVF næste gang jeg fik blødning – dvs. at det kunne lade sig gøre allerede i november 2016 hvis menstruationen kom som den plejede. Og det gjorde den heldigvis!

November 2016 var en mærkelig måned

Og endelig kom dagen for opstart af ALLER 1. IVF FORSØG. Argh. Jeg havde jo glædet mig SÅ meget til at vi skulle nå hertil da jeg for længst havde mistet tilliden til IUI, så troen på IVF var ufattelig høj, men på den anden siden ramte panikken mig også – hvad nu hvis det ikke lykkes med IVF, hvad er så vores løsning? Det gjorde ret ondt at tænke den tanke. For indtil nu har løsningen jo netop bare været IVF, men nu var det altså kommet lige lovligt tæt på! Og jeg frygtede at ramme et stort sort hul igen, for jeg havde i den grad nydt at være glad og være mig selv igen efter den famøse USA tur og den positive test, så jeg kunne simpelthen ikke overskue den efterfølgende situation hvis ikke IVF’en lykkes og samme tanker havde mr. Right, som synes det er rigtig hårdt at se mig være så langt nede som dengang IUI’erne drillede i starten. Nå, men vi kom jo ikke udenom det og mit positive sind, som før beskrevet, prøvede kun at se fremad. Selvom jeg indeni var en storm af sommerfulge og hajer, for der var jo SÅ mange ting der kunne gå galt i processen med IVF – hvad nu hvis grunden til manglende graviditet er fordi

1) jeg ikke danner nok follikler

2) at der slet ikke er nogle æg i folliklerne når de skal tages ud

3) at æggenes kvalitet er så ringe at de ikke kan bruges

4) at mine æg og mr. Rights svømmere bare ikke kan enes

5) at de befrugtede ægs udviklingen stopper på et tidspunkt så der ikke er noget æg som kan lægges tilbage

6) at de eventuelt resterende befrugtede æg ikke kan nå blastocyst-stadiet

7) at et befrugtet æg bare ikke vil sætte sig fast/at mit miljø bare ikke er godt for at gro en lille baby

Pyh, ja jeg er overtænker, men man har sgu også lært at passe på sig selv og ikke skrue forventningerne for højt op før der er bevis for at kunne gøre det, og med IVF var der bare ALT for mange faldgrupper ved opstart…

Men vi startede op og alt var så fint, så jeg begyndte at sprøjte mig med Gonal-F dosis 150 IE hver dag for at modne så mange æg som muligt og derudover skulle jeg i de sidste tre dage supplere med Orgalutran for at forhindre en for tidlig ægløsning (som de jo ønsker at styre fuldstændigt).

Efter 9 dage med Gonal-F blev jeg scannet og min højre follikel havde modnet hele 8 flotte follikler, yay. Desværre havde den venstre ikke rigtig modnet nogle, så jeg var nok lidt skuffet. Men lægerne var tilfredse da de går efter at man skal have 8-10 follikler klar ved ægudtagning. De ønskede at jeg lige skulle have lidt ekstra dage med Gonal-F og så fik jeg at vide at jeg skulle tage ægløsningssprøjten onsdag den 7/12-16 og vi skulle til ægudtagning to dage efter, fredag den 9/12-17. Det kan slet ikke beskrives hvor spændt vi begge var, det var jo en helt ny verden. Så vi krydsede bare fingre for at mr. Right kunne levere en god portion hurtige svømmere og at mine follikler nåede at vokse lidt mere.

Fredag morgen oprandt og vi ankom til Herlev kl. 8 og afleverede sædprøven som skulle oprenses. Vi blev ført ind i et rum hvor jeg fik lagt drop (så jeg var klar til smertestillende under selve ægudtagnings indgrebet) og fik lidt smertestillende, så jeg faldt i søvn op ad mr. Rights skulder og vågnede først da de kaldte os ind til stuen hvor ægudtagningen skulle ske. Ind kommer vi på en stue med et hav af folk, men sådan noget tager jeg mig ikke af, med tiden og med alle de forsøg vi har bag os, var jeg blevet vant til ikke at være blufærdig, haha. Men det siger også lidt om, at sådan et indgreb skal ske korrekt og at der faktisk er en del hænder bag sådan et IVF forsøg. Det gjorde mig meget tryg. Og så er de bare enormt søde og forklarende undervejs, så både jeg og mr. Right blev velinformeret og forstod hvad der egentlig skete (især mr. Right havde nok brug for at blive informeret da jeg jo er et velkendt Google-monster, så jeg vidste en del allerede).

Men vi gik i gang – jeg fik et klæde over mig, hvor lægen satte sig til rette, jeg fik morfin i mit drop (og pludselig havde jeg en 10-hestes brandert kl.9 om morgenen – en rimelig skør fornemmelse) og vi fik vist på storskærmen hvad der skete. Og så trak de æggene ud af folliklerne en ad gangen og direkte ind i en luge i væggen, hvor laboratoriet befandt sig, og hvor de blev behandlet med det samme. Undervejs sagde de når der var et æg, men det tager længere tid at tjekke end selve indgrebet varede, så vi vidste ikke på daværende tidspunkt hvor mange æg der var kommet ud. Vi kom ind i venteværelset og afventede bare svar nu – argh vi var spændte. Lægen kom ind og gav os den glædelige nyhed, hele 10 æg var blevet taget ud! Hold nu op altså, det var så meget bedre end vi (og især jeg) havde turde håbe på, åh hvor var vi lykkelige. Med 10 flotte æg kunne det derfor også lade sig gøre at mixe æggenes befrugtning med både IVF og ICSI behandling, så vi kunne af- eller bekræfte at fx skallen på mine æg var for hårde til at sæden selv kunne finde vej – så spildte vi netop ikke et forsøg kun på IVF hvor fx ingen blev befrugtet pga. ét problem.

Æg til forskning

Derudover valgte vi, at give et æg til forskning, som vi havde læst på hjemmefra. Af flere grunden turde vi godt det, men ved at gøre det, ville vi få et ekstra gratis IVF forsøg af det offentlige fordi at man netop ikke ved om det lige var det bedste æg vi gav væk, og det var rart at vide at vi havde endnu tre betalte forsøg tilbage efter det her, hvis alt gik galt. Og så ønsker jeg virkelig også at der bliver forsket meget mere i det her, så flere fremadrettet kan få deres største ønske om et barn opfyldt og jeg har det virkelig godt indeni at vide, at jeg har bidraget til den forskning, for jeg ved hvor ondt det gør.

Nå, næste skridt er at vi skulle vente weekenden over førend vi kunne få svar om hvordan befrugtningerne var gået, så mandag morgen fik vi beskeden at 4 æg ud af 9 var befrugtet og at det var 2x IVF og 2x ICSI, hvilket betyder at der ingen fare er for at vi ikke passer sammen og tilmed, så fik alle fire æg den højeste karakter i kvalitet. Så det var en fantastisk besked. Afsted til klinikken skulle jeg med det samme og have lagt et af de fine æg tilbage – og så var jeg for første gang, det der åbenbart hedder “PUPO” – Pregnant Until Proffed Otherwise. Mega lykkelig og mega spændt. Nu skulle vi så bare se om de resterende 3 befrugtede æg nåede helt til blastocyst stadiet, da de skal nå dertil før de bliver frosset ned. 3-4 dage efter fik vi svaret i e-boks at ALLE 3 havde overlevet til blastocyster og de var nu frosset ned og lå klar til at vi en dag skulle få brug for dem.

Æg til fryseren

Armen altså, lykken kunne ikke være større. Ikke nok med at jeg havde et perfekt IVF æg oppe, så vidste jeg at hvis ikke jeg blev gravid nu, havde vi æg i fryseren til næste cyklus, så jeg ikke skulle igennem den store hormon-omgang igen og det gjorde virkelig noget for psyken. Endnu mere fantastisk var tanken, at hvis jeg nu blev gravid nu, så havde vi altså hele 3 fine æg klar til flere børn, uden beregning. Det hele gav mig kuldegysninger af glæde. Nu skulle de sidste dage bare gå inden testdag som blev lagt den 27/12. Egentlig skulle blodprøven have været allerede den 25/12, men pga. jul og ferielukket, så hed det den 27/12. Dagene gik og en uge efter ægoplægningen begyndte jeg at få sådanne rigtig træls menstruationssmerter, det var fandme ikke sjovt! Og det blev værre og værre, og om onsdagen den 21/12 måtte jeg gå hjem fra arbejde fordi jeg havde SÅ ondt. Samtidig begyndte jeg at få vildt meget lyst til kulhydrat (og jeg har altid været den meget sunde type som holder sig fra kulhydrat for det meste) og salt, så mr. Right blev sendt i byen efter saltlakrids cravings og sovs på kartoffelmosen – det var utrolig mærkeligt. Men jeg tænkte ikke videre over det, for jeg havde jo de her slemme menstruationssmerter….

Men natten mellem onsdag og torsdag blev jeg vækket af den værste smerte i underlivet jeg nogensinde har prøvet og det var ikke længere bare menstruations smerter. Så stortudende ringede jeg 1813 i ren frustration og jeg fortalte om fertilitetsbehandlingen og de fik kontakt til gynækologisk på Herlev. De kunne ikke stille noget op lige nu, men de vejledte mig og fik ro på situationen. Men jeg skulle så ringe til Herlev fertilitetsklinik om morgenen torsdag den 22/12, så det gjorde jeg og de ville have mig ind med det samme! Så jeg drog afsted – mr. Right blev nødt til at tage på arbejde, så min veninde mødte mig derude. De fik mig ind til samtale og scannede mig. Lægen sagde at de jo ikke ville kunne se et ventuelt foster så tidligt (3+6) men han sagde så, at han kunne se at mine æggestokke var meget store og det var derfor jeg havde ondt. Mine æggestokke vred sig nemlig rundt, fordi der ikke var plads til dem, og den eneste logiske forklaring på at det her overhovedet kunne lade sig gøre var fordi, at jeg var gravid.     G R A V I D. Sagde han virkelig lige det til mig?!?! OMG. Han sagde så også at han gerne lige ville have taget en blodprøve med det samme, for at bekræfte det. Så min veninde og jeg gik over på stuen hvor blodprøvningen foretages og jeg var bare ét stort smil.

Jeg blev ved med at slå det hen, men altså, troen på det var der må jeg nok indrømme. Prøven blev taget, men svaret kunne jeg først få næste morgen kl.07:45. Pyh det var en laaaang dag kan jeg godt lige fortælle. Og endnu sværere var det at være hjemme, for jeg fortalte IKKE mr. Right at jeg havde fået taget blodprøve, selvom han naturligvis spurgte. Jeg tænkte simpelthen bare, at jeg altid har drømt om at kunne give ham den der helt store “surpriiiise du skal være FAR”, hvilket jeg for længst havde droppet alt om kunne lade sig gøre, og nu var chancen der virkelig. Så jeg holdt tæt og skyndte på at få ham ud af døren og afsted på job morgenen efter – og han var dårligt nok gået ud af døren før jeg ringede til Herlev som gav mig meldingen – den er god nok, du er GRAVID med et super flot hCG på 155! Jeg troede næsten ikke mine egne øre…

IVF lykken

Tænk engang at stå her den 23. december og få bekræftet at ens aller første IVF var lykkes. Det kan slet slet slet ikke beskrives. Selvom jeg havde haft det stærkt på fornemmelsen siden onsdag (cravings og voldsomme smerter), hvor jeg helt instinktivt faktisk havde turde køre forbi Brøndy-shoppen og købe en lille Brøndby bodystocking, da mr. Right er stor Brøndby-fan og jeg havde haft den i tankerne, at det skulle være med sådan en at han skulle få beskeden. Trods det, var det det vildeste at få beskeden. Og det var bare en helt anden følelse end i sommers med den første positive test. For her, der vidste vi at alt var forløbet perfekt og at hCG niveauet var perfekt og ja, der var ikke nogen grund til ikke at tro på det rigtigt.

Overraskelse til mr. Right

Puha det var en lang lang laaaang dag inden mr. Right endelig fik fri og kom hjem… Jeg havde pakket body’en ind i samme papir som julegaverne til familien, så jeg snød ham lidt og sagde “ej skat, jeg har faktisk en julegave som du altså bliver nødt til at få nu da du skal bruge den i morgen til juleaften” (med henblik på at vi selvfølgelig skulle fortælle vores forældre det her i juledagene). Da han så pakken troede han at det var et slips, men så fik vi udløst spændingen og han sad bare helt stille med det største smil – den havde han slet ikke set komme, altså at vi vidste det allerede. Han var så glad og vi havde så mange sommerfugle i maven af lykke. Og ja, så blev det jul og vi fik fortalt vores familier og tætteste venner den glædelige nyhed. Ikke alle vidste hvordan vi havde kæmpet, så det fortalte vi efter nyheden blev fortalt og dem der allerede vidste det (fx mine to søstre og de tre føromtalte bedste veninder) begyndte at græde af glæde på vores vegne. Åh al den lykke, endelig kunne vi opleve det. Det er det mest fantastiske at kunne få lov til at overraske med den nyhed – det har fandme været længe ventet og øjeblikke jeg har drømt om mange gange.

Lykken ville ingen ende tage og den fortsatte sådan. Den 27/12 kom vi til blodprøve-check og hCG var steget perfekt som det skulle og var nu på 811. Tre uger efter var vi til første og tidlige scanning da jeg var 7+3 og her så -og hørte vi hjerteblinket for første gang – åh hvor knugede hinanden hårdt i hånden og jeg kunne ikke stoppe med at tude af glæde, lykke og LETTELSE. Der var virkelig en lille og levende baby derinde! Selvom jeg jo er den utålmodige type, så gik tiden faktisk hurtigt og jeg begyndte også tidligt at vokse på maven, så det var virkelig svært at skjule på jobbet.

Nakkefoldsscanningen

Endelig blev det den 20/2-2017 og dagen for nakkefoldsscanningen kom. For første gang så vi en helt perfekt og RIGTIG lille baby som hoppede rundt derinde i maven. Det var så vildt for os begge og noget vi, sjovt nok, aldrig har oplevet før. Og så fik vi beskeden at der var utrolig lav risiko for downs (1:15000), så vi var så glade. Nu turde man virkelig tro på det og vi gjorde det officielt på vores jobs – endelig kunne jeg gå med mit normale og kropsnære tøj efter et par måneder i oversize skjorter, hehe. 2 uger efter have vi booket tid privat for at se kønnet og det viste sig at det var en lille PIGE som møffede rundt derinde, åh vi sad begge med tårer i øjnene. Ikke fordi vi helst ville have en pige men fordi at det pludselig blev virkeligt – vi skal have en datter.

Vi skal være forældre til en lille pige. VORES lille pige. Tænk engang at det bliver vores helt egen. Det er vildt at tænke den tanke. Da jeg var 17+4 mærkede jeg hende for første gang og mit hjerte sprang lige et slag over, det var lige hvad jeg trængte til, at vide at der er noget derinde da vi stadig går og afventer misdannelsesscanningen som vi skal til indenfor 2 ugers tid.

Indtil videre kan man ikke sætte en finger på vores IVF rejse og det er rart endelig at have knækket koden for familieforøgelsen. Men lige nu nyder vi bare hende den lille i maven som vi allerede elsker højere end noget andet og vi kan slet ikke vente til at kalenderen siger august 2017 og vi kan møde hende.

Det har været en lang og sej kamp, men det her vi oplever nu – så meget lykke og kærlighed at jeg nogen gange har svært ved at være i mig selv – det er hele kampen værd <3

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…