Fra ung og barnløs – til gravid…

Blog opslag

15 nov, 2020

En pause fra p-pillerne gjorde mig opmærksom på, hvor “mærkelig” min menstruation var, og den dag i dag priser jeg mig lykkelig over, at jeg tog til gynækolog for at få det undersøgt. På det tidspunkt, var jeg “kun” 20 år, men tankerne om at skulle blive mor en dag, rumsterede allerede meget i mit hoved dengang.

Med min daværende kæreste ved min side, tog vi sammen afsted, til det der endte med at blive begyndelsen på en lang og sej kamp mod barnløshed.

Jeg fik at vide at min ægreserve ikke var alderssvarende, og at jeg havde PCOS i så svær grad, at chancen for vi selv kunne lave et barn svarede til omkring 1%. WHAT?! Så kom man ,som bare 20-årig, i kategorien barnløs. Ligesom mange af livets andre udfordringer, så sker der det, at når man får at vide man ikke “kan” noget, så får man lyst til at kæmpe for det…

Kampen startede med 3 iui-forsøg, uden held… Og lige som vi skulle videre til ivf-behandling, så gik vores parforhold i stykker, og barnløsheden kom lidt på afstand..

Jeg møder herefter min nuværende kæreste, og tankerne om børn fylder nu så meget, at jeg siger til ham, at om 1 års tid, vil jeg gerne igang med behandling igen, og at jeg på ingen mulig måde har lyst til at beskytte mig mod graviditet. Den er han heldigvis med på 😉

Ved vores første samtale, får jeg at vide, at min PCOS på mystisk vis er forsvundet (skal siges jeg siden jeg fik konstateret b.la. har tabt 10 kg), først bliver jeg glad og lettet, men vi får så at vide, at de vil starte os op i iui-behandling, når nu ingen af os “fejler” noget. Selvom jeg tænkte “det har I jo prøvet”, så var jeg alligevel glad for at komme igang!

Hele iui-helvede varede ca. 1 år, og i alt nåede vi op på 5-iui forsøg, vi nåede 1 forsøg i Holbæk, og resten på privatklinik i København, grundet Holbæk blev ved med at udsætte os, fordi de ikke havde tid til os… Igennem disse forsøg, viste min kærestes sædkvalitet pludselig at være meget svingende, og “kun” 2 gange, var sædkvaliteten normal, og ellers var den lav. Og ikke nok med det, var jeg ramt af cyster 3-4 gange på det år, hvilket jo også gør man ikke kan være i behandling. Da vi rammer december 2018, havde jeg fået nok, kunne dårlig genkende mig selv, eller mit parforhold, og når jeg sad og reflekterede over året der var gået, kunne jeg ikke huske andet end FERTILITETSBEHANDLING….

På det tidspunkt, havde tanken om pause ikke skænket mig en tanke, men efter en alvorlig snak med min kæreste, blev vi enige om, at skulle vi fortsætte drømmen om et barn sammen, så SKULLE jeg slappe mere af, og tro på det nok skulle lykkes en dag, samt lytte til min krop. I januar 2019, har vi vores sidste iui-forsøg, og skal herefter undersøge muligheden for IVF-behandling. Imens vi venter på at komme til samtale til IVF-behandling, arbejder jeg meget med mit mindset omkring barnløsheden, og finder frem til en ro, jeg endnu ikke har haft mens jeg var i behandling.

I marts i år, starter vi så vores første IVF-behandling op, de bliver enige om at lave ICSI-behandling grundet min kærestes svingende sædkvalitet. Hele forløbet op til ægudtagningen gik som smurt, efterhånden var sprøjter, hedeture, humørsvingninger, oppustethed en del af mit liv. Ved ægudtagningen fik de 9 store flotte æg ud, og ud af dem blev 3 til 5-dags- blastocyster, jeg fik naturligvis sat ét op. Og faktisk var ventetiden ikke så slem, fordi jeg var så lettet over, at mine æg godt gad befrugtes, og vi så endda havde 2 på frys var vildt. Så jeg var rolig, glad, og lettet.

Efter de 2 uger, skulle jeg ringe og få svar, jeg var sikker på den ikke var der, da jeg dagene op til havde haft rødligt udflåd, og tænkte min mens nok var på vej. Svaret var dog også noget tvetydig, fik at vide mit hcg-tal var steget, men ikke nok til de var 100 procent sikker på, at det var en positiv graviditet. Den uge, blev jeg tjekket op på 3 gange, og mit hcg-tal var heldigvis stigende, trods jeg også pletblødte 3-4 gange.

Skanning i uge 6, 8 og 12 og 17, har alle vist at jeg venter mig drømmebarnet, en lille dreng med termin d. 7/12-2019. Da jeg trådte ind i 2019, havde jeg aldrig troet, at netop dette år skulle blive “mit”. 6 år tog kampen for min drømmebaby, og når jeg netop nu sidder og mærker ham i min mave, er alle tårer, frustrationer, og smerter nærmest glemt…..

  • Sara

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…