Historien om Julies vej til verden  

Blog opslag

17 aug, 2020

Da min mand og jeg mødte hinanden tilbage i november 2012 fik vi ret hurtig klarlagt at vi begge brændende ønskede at blive forældre en dag. Personligt havde jeg en fornemmelse af, at jeg nok ikke hørte til de kvinder der ville få lettest ved det, da jeg op gennem teenageårene døjede med blærebetændelse et utal af gange og dermed kendte risikoen for at jeg kunne være blevet steril. Samtidig vidste jeg, at mine forældre havde kæmpet længe for at få mig (jeg er den ældste af tre, så de fik dog knækket koden).

Jeg smed p-pillerne midt i 2014 og efter et års forsøg på selv at lave ønskebarnet søgte vi læge. Der ventede nu en meget lang tid med diverse undersøgelser – først ved gynækolog og senere på OUH, inden vi i starten af 2016 kom i gang med det det hele handlede om – at få et barn.

Lægerne kunne ud fra vores prøver se, at inseminering var udelukket og man gik derfor direkte i gang med at behandle os ud fra IVF metoden, hvor jeg fik taget æg ud og min mand leverede en sædprøve. Det stod ret hurtigt klart at min mands sædkvalitet svingede meget i kvaliteten men denne gang fik vi af vide, at den prøve var den bedste han havde lavet. Så vi var GLADE! Lykken varede dog kort, da vi et par dage senere fik et opkald fra en sygeplejerske, der meddelte os at forsøget mod alles forventning var mislykkedes, fordi æg og sædceller ikke fandt hinanden. Vores verden faldt mildest talt sammen om ørene på os. Vi var begge grædefærdige og den første tanke der pressede sig på var om vi så slet ikke kunne få børn, ej heller med hjælp!

Da vi havde bearbejdet chokket efter en længere snak, blev vi hurtige enige om, at vi måtte op på hesten igen. Lægerne fortalte os, at man i stedet for at lade æg og sædcelle finde hinanden på naturlig vis, kunne tvinge dem sammen for på den måde at se, om der var tale om et tilfælde hvor vi simpelthen bare ikke passede sammen genetisk. Jeg dannede lige som den første gang ekstremt mange æg, og især denne her gang var jeg virkelig påvirket og havde meget ondt i underlivet på grund af de ekstreme æggestokke jeg havde fået af hormonerne. Jeg fik taget mellem 14-16 æg ud, hvoraf de 4 overlevede hele processen og nu reelt var klar til at blive lagt tilbage.

Fordi jeg var så påvirket af hormonerne skulle der en overlæge ind og vurdere, om jeg var i risiko for overstimulering og dermed skulle vente med at få mit første æg lagt tilbage. Selvom jeg lå lige på grænsen vurderede man ikke der var nogen risiko for at lægge æg tilbage og jeg fik et æg lagt op. Vi var henrykte. Nu var vi endelig i gang sådan for alvor! Dagene gik og jeg fik en del ondt og opsøgte lægerne på fertilitetsklinikken for at høre om alt var som det skulle være. Jeg fik besked på at jeg enten ville få det meget bedre i løbet af få dage med mindre jeg var gravid, så skulle jeg forberede mig på en forværring, da kroppen så selv ville begynde at danne hormoner og hormonerne fra behandlingen fortsat var i kroppen.

Dagene gik og vi mødte op på OUH for at få taget den famøse blodprøve der skulle vise, om vi skulle være forældre. Netop fordi jeg fortsat på dette tidspunkt havde mange smerter kontaktede de os samme dag med svar på blodprøven. Jeg var GRAVID! Jeg kunne næsten ikke tro det. Det FØRSTE æg og nu var jeg gravid, kunne det næsten være sandt.

Vi nåede lige at danse rundt af glæde i lejligheden inden jeg næste dag blev så dårlig at vi søgte vagtlæge. De indlagde mig med det samme og den efterfølgende uge lå jeg med drop og kunne bogstavelig talt INGENTING. Jeg tog 10 kg på i løbet af de første 5 dage på grund af væske i bughulen og lignede mildest talt en der kunne gå i fødsel når som helst. Jeg havde hjælp døgnet rundt, mens jeg var indlagt og for første gang skulle jeg opleve min mand være bange. Bange for hvad der skulle ske med mig. De fortalte at de i gennemsnit får en ind om året der bliver så syg af hormonerne, som jeg gjorde, så vi blev slået tilbage til start for det her kunne intet barn overleve (var vores egen overbevisning).

Fokus var nu rykket over på blot at komme igennem denne periode, da sygeplejerskerne hver dag forsikrede mig om, at det ville vende. Men det blev kun værre og de begyndte nu at overveje om de skulle tappe mig for væske for at lette trykket på organerne. De fravalgte det dog på grund af risikoen for infektion ved at lave indgreb efter indtrådt graviditet.

Da det langt om længe havde toppet efter en lille uges tid, og jeg langsomt begyndte at afgive mere væske end jeg indtog begyndte jeg at tro på jeg nok skulle blive mig selv igen. Der ventede nu flere måneder med genopbygning af kroppen, og jeg begyndte langsomt at vende tilbage til en normal hverdag med 2-3 mdr. daglige indsprøjtninger med blodfortyndende medicin. Alt væsken der havde samlet sig i bughulen var trukket ud af blodbanerne og jeg var i øget risiko for blodpropper. Takket være min seje mand fik jeg hver aften min medicin. Jeg kunne simpelthen ikke længere stikke mig selv. Jeg var blevet rædselsslagen for at skulle have flere nåle i mig og gik fuldstændig i baglås, når jeg selv prøvede.

Skæbnen ville at ægget stille og roligt voksede og den 6. december 2016 kom vores datter Julie til verden med en fart af en anden verden. HUN OVERLEVEDE HELE VEJEN IGENNEM! Lægerne forsikrede os hele tiden om at barnet ikke ville blive påvirket af, at jeg var så syg, men det turde vi ikke tro på. Men de fik ret!

De resterende 3 æg blev lagt på frost og vi har nu fået lagt det sidste æg op her i november 2018 og håber inderligt på en lillebror eller –søster i 2019. Det første æg satte sig ikke fast, det næste klarede ikke nedfrysningen – men mon ikke det sidste her er endnu en sej og tapper Søgaard J

Skulle det ikke gå så planmæssigt er vi klar til at tage videre i det private system. Vi er kommet så langt sammen som par i forløbet om at få Julie, at vi nægter at opgive drømmen om at fuldende familien.

Mit bedste råd til dig/jer der er i behandling: Vær åben omkring din/jeres situation og snak med nære familiemedlemmer og/eller venner omkring det. Gå ikke med alle følelser og bekymringer alene. Lyt til dig selv og din eventuelle partner og giv plads til at I måske tackler det på forskellig vis. Tro på det – tro flytter bjerge!

”Forskellen på at vinde og tabe er oftest ikke at give op”…

Kærligst Majbritt

 

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Den sidste chance

Den sidste chance

Vi er blevet et firkløver. Det er under 2 uger siden, at vi endnu engang er blevet forældre til et...

læs mere

Sædbanker