Hvor er morfar?

Blog opslag

Skrevet af Cava_and_Cats

28 feb, 2020

Min Daddy´s største ønske var at blive morfar. Dette ønske gjorde han meget klart for mig efter han vågnede op fra narkosen på intensiv afdeling på Rigshospitalet januar 2017. Her lå han fordi kirugerne lige havde åbnet ham op (for første gang), da de mente at de kunne operere hans bygspytkirtelkræft væk, som han fik diagnosen på i december 2016.

Det kunne de ikke, og de lukkede ham sammen igen efter kun nogle få timer på operationsbordet. Min Daddy vidste godt, at hvis han vågnede om formiddagen så havde han stadig sin cancer.

Han var dybt lykkelig, og det var jeg også, og selvfølgelig også min mor. Han tog mig i hånden med tårerne rendende ned af kinderne og stadig lidt omtåget sagde han til mig – det eneste jeg ikke har opnået i mit liv endnu er at blive morfar – kære skat må jeg ikke nok blive morfar. Jeg græd og græd, og jeg græder også nu imens jeg skriver dette…

Jeg startede i fertilitetsbehandling januar 2017 (læs mit indlæg om hvorfor jeg tog valget som Solomama), og min Daddy var også en af grundene til at jeg tog valget som Solomama. Jeg ville så inderligt gerne give ham den gave at blive morfar.

Førstegangs – Mama

Den 5. juni meget tidligt om morgenen begyndte mine veer. Gennem hele min graviditet tænkte jeg tit på, om hvordan kvinder finder ud af, at det er veer og en fødsel, der er ved at gå i gang? Lad mig bare sige det sådan – man er ikke i tvivl om, at det kroppen er ved at gøre klar til, er en fødsel.

Jeg tog det egentlig ret stille og roligt de første par timer. Jeg ringede til mine forældre og sagde at der var ved at ske noget og til min veninde, som skulle med til fødslen sammen med min mor. Men ret hurtig tog mine veer til, der var lige pludselig kun 3 til 2,5 minutter imellem (jeg tog tid på dem med en app.).

Da jeg kom på hospitalet havde jeg ikke åbnet mig særlig meget, selv om der var kort tid imellem veerne, så jeg måtte gå rundt og bare vente. Men jeg var sikker på, at jeg ville føde min datter den 5. juni på fars dag… den bedste farsdagsgave jeg kunne give min Daddy.

Men min kære datter ville det anderledes og kom først til verden 24 timer efter jeg mærkede de første veer. Den 6. juni kl. 04:06 så Cava sin Mama for første gang.

Mine forældre var så stolte, og jeg var ovenud lykkelig.

Morfar skal opereres igen

Kort tid efter min fødsel (en lille uge) skulle min Daddy opereres igen. Denne gang lykkes det at fjerne hans bygspytkirtelkræft, og han blev erklæret cancerfri. Jeg tror aldrig jeg har været så lykkelig i mit liv end på det tidspunkt. Russen af at være blevet Mama for første gang, og at min højt elskede Daddy nu var erklæret Cancerfri var helt vildt. Hvilken fremtid vi havde i vente….

Min Daddy var indlagt længe efter denne store operation. Jeg besøgte ham stort set hver 2. dag med min datter, og han var så glad for at se os. Han glædede sig til at komme hjem. Fredag den 6. juli den dag min datter blev en måned, var vi på besøg. Vi prøvede at aftale hvordan og hvorledes med kørsel og pasning af Cava nogle timer, for min far skulle udskrives og hjem om mandagen, og jeg skulle selvfølgelig hente ham, og hjælpe med alt den dag.

Fredag aften (kl.23) får jeg et opkald fra Rigshospitalet, om at min far har det skidt og skal til nogle undersøgelser, da han har kastet blod op. Jeg spørger om vi skal komme ind til ham, men får af vide at det behøver vi ikke, de vil ringe hvis det bliver nødvendigt. Kl.02 om natten ringer min mor og fortæller mig at vi har mistet ham.

Min verden gik i står!

Lykke & Sorg

Jeg kan ikke forklare hvordan eller hvorledes man takler at leve med følelser af den største lykke og den største sorg samtidig. Ikke andet end at det er frygtelig frygtelig hårdt.

Min Daddy nåede at være morfar en lille måned, og jeg nåede ikke at få et eneste billede af ham med sit barnebarn, da han ikke ville være i hospitalstøj på billeder. Det gør mig dybt dybt ulykkelig. Og det gør mig endnu mere ulykkelig at min datter ikke får lov at kende det mest fantastiske menneske jeg har kendt. De ville have elsket hinanden så højt!

Jeg savner ham så forfærdeligt hver eneste dag, og synes bestemt ikke det bliver nemmere som tiden går. Nu har Cava kun en bedsteforældre. Jeg ved godt man skal være taknemlig for hvad man har, men jeg er ikke taknemlig for at Rigshospitalet slog min far ihjel, og havde jeg ikke haft Cava, så havde jeg jævnet stedet med jorden!!

  1. Så har min mor og jeg en sag kørende ang. tabet af min Daddy.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Sædbanker