Imponeret over kvinde kroppen

Blog opslag

Skrevet af TrineChristensen

22 dec, 2019

Idag er der kun 1 måned til min termin (den 13.01.2020) – Det er ikke til at fatte! De sidste par uger er fløjet afsted, og både mave og baby vokser stødt🥰
På det seneste har jeg adskillige gange taget mig selv i at falde helt i staver over, for det første at vi er kommet hertil og for det andet vores vanvittige rejse hertil. Jeg bliver hver gang dybt imponeret over min egen krop og dens styrke. Og netop kroppens styrke kommer dette blogindlæg til at handle om.
Den vildeste rutsjebanetur
Siden 2010 er min krop og min psyke gået igennem en masse op- og nedture. Både fysiske og psykiske. Når jeg tænker tilbage på de sidste knap 10 år, kan jeg kun blive overvældet og imponeret over mig selv (det er på ingen måde for at pudse min egen glorie, jeg er blot dybt imponeret over hvad man kan holde til som menneske).
I 2010 var jeg udsat for et væbnet røveri på mit daværende arbejde som elev i en smykkeforretning. En psykisk hård oplevelse, som nogle år senere ramte mig både i form af stress og social angst. Da jeg var aller længst nede kunne jeg ikke gå uden for en dør og måtte i en alder af 25 have min mor til at handle for mig. Jeg fik ondt i maven og hovedet bare ved tanken om at skulle gå udenfor en dør. Min krop slukkede fuldstændig, både fysisk og psykisk, og jeg skulle arbejde mig op igen HELT fra bunden. Over en periode på cirka halvandet år kæmpede jeg mig langsomt op fra slet ikke at kunne arbejde, til at kunne arbejde fuldtid og mere til, uden gener. Jeg var så heldig at kunne tage det i mit helt eget tempo og fik den tid og ro som jeg havde brug for, og havde de bedste mennesker omkring mig. Det var lige præcis hvad der skulle til i min situation. Idag har jeg næsten ingen mén, kun nogle ‘småting’ som jeg har lært at leve med og efter. Undervejs, i 2014, hoppede min elskede mand ombord og hjalp mig i HØJ grad til at komme tilbage og få et godt liv igen.
Da alting synes at være allerbedst, ramte en ny forhindring. Vi blev lynhurtigt gravide, men mistede inden vi nærmest havde nået at vænne os til tanken. Nåh, op på hesten igen. Det blev dog ikke lige så nemt som vi havde håbet og troet, og de efterfølgende i alt 4 år betød ufrivillig barnløshed, fertilitetsbehandling, en helveds masse nedture og en endnu vildere rutsjebanetur.
Nu sidder jeg så her knap 10 år efter rutsjebaneturen begyndte og kan endelig stige af. Og det er her jeg bliver så imponeret over min egen krops styrke og psyke. Hverken et væbnet røveri, stress og socialangst og dermed en længere sygemelding eller fire år med fertilitetsbehandling har kunnet slå mig ud – Ihvertfald ikke ‘for good’. Ens krop kan holde til mere end man lige tror, og jeg er dybt taknemmelig for at have haft den styrke og vilje til at nå til, hvor jeg er idag.
Inden længe skal min krop – udover graviditeten i sig selv, som heldigvis har været forholdsvis mild for mit vedkommende – igennem endnu en prøvelse, nemlig fødslen af vores lille fertilitetsbaby. Og jeg må bare være ærlig at sige, at jeg er helt tryg ved situationen og stoler fuldt ud på, at min krop endnu engang viser sin imponerende styrke.
Vi ses på den anden side💕🔜👶🏼🙏🏼

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Sædbanker