Jeg tør endelig tro på jeg bliver mor igen..

Blog opslag

31 aug, 2020

Jeg en såkaldt solstrålehistorie der lige er begyndt at håbe. Som endelig tør tro på jeg igen bliver mor. Efter to års mislykkedes forsøg på forsøg, er jeg endelig blevet gravid. 16 uger inde i min 2. graviditet har jeg endelig lukket håbet tilstrækkelig ind til, at jeg tror på det nok skal lykkedes, men jeg har været forsigtig med at tro på det, for min egen skyld.

Men der er ikke udelukkende lykkelige nyheder hos alle jeg møder på mig vej. Når det at være gravid ødelægger en andens aften! Lørdag aften var årets første julefrokost som venner af et forældrepar i børnehaven. Jeg var glad for at vi blev inviteret med, da vi bor i en lille by og det er dejligt at kende hinanden. Men jeg kendte ikke alle, pyt med det.

Vi havde været til kønsscanning om formiddagen, og det gjorde mig bare endnu mere tryg, ved at skulle til julefrokost, hvor jeg vidste folk helt sikkert vil tale om min graviditet. Nå men, jeg tog en stram kjole på til julefrokost, for nu turde jeg egentlig godt vise jeg var lidt gravid, også til fremmede mennesker, selvom min mave ikke er særlig stor.

Vi ankommer til julefrokosten og hilser på et par stykker, min veninde bringer graviditeten på banen stort set med det samme og siger: “Ej, hvor ser du godt ud med mave på”, og de fleste siger tillykke og smiler – På nær én pige jeg ikke kender. Jeg kan se hendes ansigt stivner og hendes øjne får dét der blik, som kun os der har været i fertilitetsverdenen kender, tror jeg.

Jeg mærker 100% hendes smerte. Jeg mærker hendes panik, hun ved ikke hvad hun skal sige, gøre, eller hvordan hun skal reagere. Hun forsøger at slippe væk, men har placeret sig dumt til det vil virke naturligt. Jeg føler hende helt ind i min knogler, jeg har mest lyst til at trække maven ind og hoppe i en stor sweater. Jeg skrifter emne og går ud i køkkenet, så hun kan komme ud af situationen. Jeg står der i køkkenet og tænker, jeg gjorde det lige selv. Det var mig for 5 mdr. siden, jeg så maver på alle andre kvinder end på mig selv. Alle andre end mig blev gravide.

Kvinden jeg ikke kender havde på ingen måde en god aften, den lørdag. Hun satte sig helt i den anden ende af det lange bord og kiggede ikke på mig én eneste gang. Hun var pæn i tøjet og på de andre virkede det også som om hun plejede at feste og danse lidt mere, men hun gik lige som lidt i stå og jeg var bange for at nærme mig hende. Jeg havde sådan lyst til at sige til hende jeg præcis ved hvordan hun har det, men min mave og min graviditet var i vejen. Jeg havde helt uhensigtsmæssigt ødelagt hendes aften.

Jeg talte med hendes kæreste senere på aftenen. De har prøvet på at få nr. to i 7 år. Hun har PCOS, og nogle hormon forstyrrelser. Mit hjerte gør ondt på deres vegne, jeg talte ikke mere om baby den aften, for jeg ved hvor ondt det gør og hvor uretfærdig det føltes.

Jeg var på ingen måde forberedt på, at jeg sådan uden videre kunne ødelægge en andens aften og give hende endnu et nederlag. Det var aldrig min intention, og hun ved det godt, men det gør jo stadig ondt på hende. Jeg håber inderligt, at det vil lykkedes for dem at få en to’er. Os selv om de allerede har et barn.

Her er lidt mere om min fertilitetshistorie: Jeg har fulgt med på sidelinjen et stykke tid, her på fertilitetsliv. Hvor jeg har jeg fået uendelig meget ud af at vide jeg ikke var den eneste i verden, med alle de følelser om en krop der ikke vil sammenarbejde og som ikke ‘bare’ gør det den er skabt til – Nemlig at lave et andet menneske.

Hvor har jeg tisset på uendelig mange negative tests. Jeg har lukket alle følelserne inde og væk, og forsøgt at se mit liv med et enkelt barn. Men tanken om, der ikke kom en søster/bror til min datter gjorde mig ulykkelig. Hvor har jeg hørt stemmen i mit hoved 10.000 gange sige: “Så vær dog glad for det barn du har været så heldig at få. Du er meget heldigere end dem der aldrig får et barn.” Min datter på nu 5 år kommer hjem og siger: Hvornår skal jeg egentlig være storesøster? Kommentarerne fra de andre forældre: “Skal i egentlig ikke have en toér”? Min mor der siger: “jeg har jo gemt babylegetøjet” osv. Sikkert af gode intentioner, men jeg havde ingen svar, jeg føltes mest af alt tom – bare tom og håbløs. Det var som om, alle andre stod og så på mig og forventede noget af mig som jeg ikke kunne præstere, noget som var umuligt for mig og min krop. Jeg havde ikke engang et ordentlig svar. Det blev altid til: “nu må vi se” – “Vi har haft så travlt” osv.

På min sidste testdag havde jeg forstuvet min fod 2 dage inden. Min fod gjorde pisse ondt og jeg havde mest af alt lyst til at lade være med at tage en test, jeg havde nok ondt af mig selv alligevel. Jeg troede ikke på jeg var gravid, jeg var holdt op med at håbe, for jeg gad ikke blive skuffet gang på gang. Da jeg så de to streger, blev jeg ganske kort glad, men den lykke der måtte være forsvandt hurtigt ind i tomheden, jeg havde skabt inden i. Jeg følte ikke noget, alt var som det plejede. Jeg følte mig hverken gravid eller ej, jeg følte mig bare tom.

De første uger gik og jeg var til tidligscanning på fertilitetsklinikken. Jeg var den eneste i venteværelset da hun klinikdamen hentede mig, hun var lykkelig på mine vegne. Hun ønskede mig tillykke med graviditeten og gav mig et kram, men det var så mærkeligt, for jeg var stadig mest af alt tom. Det var urealistisk for mig. Det var ord uden indhold jeg kunne relatere til. Jeg rejebaby med hjerteblink på skærmen, men den føltes ikke som min. Da jeg var ca. 10 uger, blev jeg nødt til at fortælle det til min chef som planlagde at sætte mig ind som projektleder på et større projekt, og det var bare det rigtige tidspunk for ham at vide det, for hans planlægnings skyld. Så mens jeg hører mig selv sige til ham at jeg er gravid og går på barsel til april, føltes det som om det er ord der kommer ud af en anden person. Jeg kan slet ikke se mig selv på barsel. Senere er det det samme i HR, som jeg fortæller til jeg er gravid, de siger også tillykke.

Men det er ord der kommer ud af min mund, men som jeg ikke kan mærke hører til mig. Det var først til nakkefoldscanningen, jeg mærker jeg bløder lidt op. Babyen ligner en baby og jeg mærker det allerførste bånd, men tør stadig ikke håbe for meget. Jeg har brugt en del tankekraft på at få mig selv til at åbne op, til at tage graviditet til mig og elske den. Sidste lørdag tog vi så til en ekstra scanning, fordi det hjælper mig at se babyen, og så fik vi også af vide vi får et pige til. Det blev mere konkret og jeg følte mig endelig rigtig gravid inden den berømte julefrokost. Nu sidder jeg her og begynder stille og rolig at knytte bånd til mit ufødte barn, men jeg er meget mere forsigtig hvis min graviditet og mig bliver et samtalepunkt i en forsamling af mennesker jeg ikke kender en anden gang. Tak fordi i læste med…

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Den sidste chance

Den sidste chance

Vi er blevet et firkløver. Det er under 2 uger siden, at vi endnu engang er blevet forældre til et...

læs mere

Sædbanker