LYKKEDES DET MON FOR OS NU?

Blog opslag

Skrevet af MarianneKüster

11 mar, 2020

Puhha det var hårdt at skulle af med de sidste kilo efter et vægttab på 75kg, jeg manglede stadigvæk 10kg og de sidder bare godt fast.

Jeg vil af med dem, det skal lykkedes at få vores drømmebarn. Koste hvad det vil. Jeg begyndte i fitnesscenter og trænede derudaf. Kosten lavede jeg om på, for målet var at de skulle være væk så vi kunne tilmelde os behandling når de åbnede op på fertilitetsklinikken igen efter sommerferien.

Det blev august og jeg manglede 1 kg for at have en BMI på under 30. Det var et nederlag at vi endnu engang måtte udskyde tilmeldingen i 1 måned, men der var ikke andet for.

Vi nåede til september og jeg så ikke skyggen af min menstruation. Det var som om kroppen kunne fornemme vi ventede på noget. Endelig skete det, min menstruation kom og vi tilmeldte os. Vi modtog i e-Boks en indkaldelse til få dage efter tilmelding og der startede det hele for os.

Vi tog til scanningen og jeg begyndte på alle hormonsprøjterne. Det var virkelig ikke nemt for mig at skulle stikke mig selv. En form for angst gik igennem mit hoved og jeg spurgte Kasper om han ikke ville gøre det. Det ville han selvfølgelig gerne (for jeg har intet imod når andre stikker mig) men da han ikke var hjemme dagen efter, vil jeg alligevel skulle klare det selv den dag og det kunne jeg ikke hvis han gjorde det for mig dagen før.

Så jeg måtte prøve selv. Sveden løb ned af mig, jeg blev dårlig, jeg fik kvalme. Jeg kunne ikke stikke mig med sprøjterne. Kasper og jeg satte os ned og snakkede om hvorfor det var jeg skulle tage sprøjterne, for måske det gjorde det nemmere for mig at få dem taget.

Han støttede mig i at det var okay at det var svært, men at nu var vi nået så langt og hvis vi skulle have et håb om at få ønskebarnet, måtte jeg tage sprøjterne.

Jeg tog en dyb indånding trak ud i maveskindet og stak nålen ind. Det føltes som en sejer, jeg gjorde det, jeg var simpelthen for sej.

De efterfølgende sprøjter var intet problem at tage, det blev nærmest en vane.

Vi var til scanninger efterfølgende og mine æggeblære voksede så fint.

Kun vores forældre og nærmeste vennepar vidste at vi var begyndt i behandling. Kasper havde det rigtigt svært ved at vi ikke kunne få barn på ”naturligvis” pga. hans lave sædkvalitet.

En weekend skulle vi til min onkels fødselsdag i et sommerhus med hele familien. Jeg skulle have sprøjterne liggende i sommerhusets køleskabet og tankerne fløj rundt.

Hvis nu nogen spørger ind til det, hvad skal vi så sige til dem?

Heldigvis var der ingen der spurgte.

Vi skulle køre tidligt søndag morgen da vi skulle til scanning om formiddagen. Der blev selvfølgelig spurgt indtil hvorfor vi skulle køre tidligt og vi sagde det var fordi jeg skulle have scannet min mave.

Vi kom endnu engang til scanning og æggeblærende udviklede sig som de skulle og jeg fik en tid med hjem på hvornår jeg skulle tage Ovitrelle (ægløsningssprøjte) og på hvornår jeg skulle have taget æg ud.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Sædbanker