Mens vi venter

Blog opslag

Skrevet af Frufaber

15 sep, 2020

Efter en succesfuld ægoplægning gjorde vi klar til at tage på familietur til Kreta sammen med min forældre, min søster og svoger og min lille niece og gudbarn på 1 år.

Vi havde leje det smukkeste hus uden for Rethymnon, ren balsam for sjælen. Vi nød det, men der lå hele tiden en latent spøgen om den forstående graviditetstest. Min familie har gennem hele vores fertilitetsbehandling været med på sidelinjen og vidste hvornår vi skulle til scanninger, ægudtagning/ oplægning mv. Så derfor vidste de jo godt at vi skulle teste mens vi var afsted på ferie…. De vidste bare ikke hvornår….

Perfekt timing

Den 19. juni havde vi planlagt en tur til en lille ø, bare Søren og jeg… Og helt spontant valgte jeg denne morgen at teste…. Jeg stod selv ude på badeværelset og ventede i spænding, mens tiden sneglede sig af sted…. Jeg tog en dyb indånding og kiggede på det hvide plastikhylster…. Og lige der i midten kunne jeg skimte en tydelig rød steg, men også en lidt svagere lyserød steg. Tårerne løb ned af mine kinder ”Jeg er gravid”… efter 3 års kamp stod vi endelig med en positiv graviditetstest. Jeg kaldte på Søren og viste ham testen… Vi faldt hinanden i armene og stod sådan længe.

Vi skulle være forældre dagen efter min fars fødselsdag den 25. februar 2017, det var den vildeste følelse.

Vi skyndte os ud ad døren, så de andre ikke ville opdage at vi måske virkede lidt ved siden af og selv, og drog på en skøn tur ud i det blå, bare os to og den lille spunk i maven….

Dagen efter stod jeg op og tog min niece, så min søster og svoger kunne sove længe. Da vi sad ved morgenbordet, fik min søster sagt noget i retningen af at det var skønt at sove lidt længe….. Hvortil jeg svarede ”at vi jo ligeså godt kunne vende os til det….” Der blev helt stille og min søster sad og stirrede på mig ”Er det det rigtigt, spurgte hun – jeg nikkede”, hvorefter hun nærmest brød fuldstændig sammen af glæde og lykke og helt sikkert også af lettelse. Lettelsen over at det endelig var blevet vores tur og at hun derfor ikke længere skulle føle skyld over hendes egen voksende mave. Vi græd alle sammen og det var bare et smukt øjeblik… ligesom det skulle være…

Men lykken varede kort

Den. 1 juni skulle vi hjælpe mine forældre med at flytte i deres nye lejlighed. Jeg hjalp til med det jeg følte jeg kunne og løftede ikke de tunge ting, jeg var meget bevidst om at passe på mig selv.

Hen på eftermiddagen var jeg fuldstændig smadret og hvade behov for at hvile mig. Min far og Søren tog derfor ud og hentede det sidste læs, mens min mor jeg jeg blev tilbage i lejligheden.

Ud af det blå mærkede jeg den samme fornemmelse, som når ens metration lige er begyndt…. Jeg gik strakts på toilettet og ganske som frygtet var jeg begyndt at bløde. Men alligevel tog jeg det umiddelbart ganske rolig, ringede til mig søster, som kunne fortælle om mange af hendes veninder, der havde blødt i starten af deres graviditet, uden der var noget at frygte.

Men blødningen tiltog og jeg begyndte at få ondt…. Min mor og jeg blev enige om, at det nok var smart at ringe til vagtlægen, som var super sød og forstod situationen med det samme. Jeg fik lov til at komme med det samme, for at kunne få en scanning…… Jeg ringede til Søren og aftalte at han skulle komme på Horsens sygehus så hurtigt han kunne.

Nu var det slut

Jeg lå på briksen på gynækologisk afd. Og den mandlige læge, havde netop fortalt mig, at der ikke var noget at se på scanningen og at kroppen var i gang med at udstøde graviditeten.

Det var hjerteknusende, så tæt på og alligevel så langt fra……. Hvad der skete resten af dagen, har jeg ingen hukommelse af…… tror bare alt var sort i sort. De næste uger på job skulle bare overståes, så vi atter kunne tage på ferie, bare Søren og jeg.

Ferietid

Efter den spontane abort, gik der nemlig kun 3 uger, før vi kunne tage på ferie igen. På det tidspunkt tror jeg det reddede mig fra at ende i et dybt sort hul.

Vi drog mod Tyskland og Østrig og glemte fertilitetsbehandlingen for en stund og nød bare hinanden, golfspillet, fantastisk vin og mad. Ferien sluttede af på Bornholm, hvor vi skulle overraske min mor på hende 60 års fødselsdag.

Læs med næste gang, hvor ferien er slut, og jeg på ingen måde var optimistisk omkring situationen.

Jeg blev dengang ramt af en masse følelser og tanker omkring vores ægdonor, ægdonationen og bekymringer om fremtiden med planlægning af endnu en ægoplægning, og ikke mindst hvad nu hvis vi får et barn, hvordan vil jeg så ha’ det? Vil jeg elske det? Vil jeg miste dem til vores ægdonor, når de blev 18 år osv. osv.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Sædbanker