Overskrift: 180 days down, 100 to go

Blog opslag

Skrevet af TrineChristensen

5 nov, 2019

“C o u n t d o w n
Så ramte jeg endnu en milepæl. Nu kun 100 dage tilbage til terminsdato. Det er vildt at tænke på! I marts føltes baby SÅ langt væk og helt uopnåelig, og vi var ved at køre død i fertilitetsbehandling, indsprøjtninger og nedture. Nu synes jeg den ene dag at tiden går utroligt langsomt, og inden jeg ser mig om er der gået endnu en uge. Baby N vokser, ifølge læge og jordmoder, lige som hun skal og det samme gør jeg/min mave. Det er ret surrealistisk at se sin mave vokse sig større og større, og samtidig kunne mærke hende rumstere derinde. Jeg har været så heldig at kunne mærke små spark i efterhånden mange uger, og det er virkelig beroligende og livsbekræftende. Fordi at hun er så aktiv som hun er, kan jeg slappe mere af i det og bare nyde graviditeten. Og det smitter selvfølglig af på min mand. Syv-ni-tretten har jeg endnu ikke haft de vilde gener i graviditeten og er sluppet meget billigt. Jeg er primært ramt af træthed, og så selvfølgelig ligamentsmerter som naturligt bliver værre jo mere hun/jeg vokser. Jeg synes så også at jeg har taget min tørn med gener inden jeg blev gravid, i form af fertilitetsbehandlingerne, så tænker egentlig at det er meget fair at jeg nu bare flyver igennem graviditeten uden problemer! 🙂
P l a n l æ g n i n g
Et af de punkter, hvor jeg kan mærke at jeg tænker anderledes end mange, der er blevet naturligt og hurtigt gravide er, at jeg tager én dag ad gangen. Fra mange andre hører jeg at de allerede har planlagt barnedåb, gjort børneværelse helt klar, købt hele babys garderobe og har styr på ALT, og faktisk har haft det længe. Der kan jeg slet ikke være med! For min mand og jeg har det fra start været vigtigt (og nødvendigt) at tage et skridt ad gangen. Vi har i flere år været vant til altid at få en dårlig nyhed efter en god. Det sidder derfor nok lidt i baghovedet at vi ikke tør planlægge for langt ud i fremtiden, eller måske er det mest af alt nok bare for at beskytte os selv at vi venter lidt. Vi er først efter misdannelsesscanningen i uge 21 overhovedet begyndt at tænke på alt det praktiske som skal købes. Indtil da tog vi ganske enkelt en scanning / konsultation ad gangen og glædede os over hvert enkelt milepæl vi nåede. Vi tager det stille og roligt og nyder hver eneste dag i graviditeten og baby N’s udvikling. Og vi skal nok nå at blive helt klar – Tro mig, vi har ventet på hende i 4 år, så vi har aldrig været mere klar!
Nogle gange kan jeg bare godt tænke at folk simpelthen har for travlt, og måske heller ikke tænker over hvor heldige de egentlig er.
Så mit budskab med dette indlæg er måske egentlig bare at man skal huske at nyde hvert et øjeblik og sætte pris på de små ting og ikke tage noget for givet :-)”

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Sædbanker