Rejsen til vores ferilitets baby(er) del 1.

Blog opslag

Skrevet af Tvillingemor

29 sep, 2019

I 2016 begyndte vores fertilitetsrejse. Min mand og jeg var overbeviste om, at jeg ville blive forholdvis hurtigt gravid, da vi er unge friske mennesker. Vi snakkede derfor om det at få børn i ca. 9 måneder inden vi begyndte på projektet. Men efter et års tid blev vi klogere. Der skete intet og vi henvendte os derfor til lægen, som godt kunne se på det hele, at noget var galt. Vi blev henvist til Horsens fertilitetsklinik, hvor vi blev indkaldt til samtale i november 2017.

Det var noget af en kamel at skulle sluge, fordi vi begge havde været overbevist om, at det ville ske naturligt for os. Jeg kunne næsten ikke holde tanken ud om, at vi måske ikke ville kunne få børn selv. Vi var i virkeligheden nok lidt nogle sort-seere, og malede fanden på væggen. Men det hele var sådan et slag i hovedet, at andet var svært at tænke.

Et par dage inden vores første samtale på klinikken skulle min mand aflevere den famøse sædprøve, og jeg havde forinden fået foretaget diverse undersøgelser. Det var med nervøse skridt vi trådte ind i klinikkens venteværelse inden første samtale. Vi havde forsøgt at forberede os på, hvad der skulle til at ske, men vi vidste ærligt ikke hvad vi gik ind til, så det var temmeligt svært. Jeg tror, vi havde forestillet os, at vi ville få af vide, hvorfor vi endnu ikke var blevet gravide – Og hvad planen skulle være fremadrettet.

Vi blev mødt af en meget venlig herre, der kaldte os med ind på stuen. Han lukkede døren og bad os om, at sætte os ned. Vi når kun lige at ramme stolen, hvorefter han siger: “Ja, det ser jo ikke for godt ud. Vi fandt kun én sædcelle i din prøve. Har du nogenside arbejdet med radioaktivitet?”

Jeg kiggede straks på min mand, som i mellemtiden var blevet kridhvid i hovedet og stirrede ud i luften. Resten af samtalen er en stor tåge, for hvad var det lige vi havde fået af vide? Så vidt vi vidste på det tidspunkt, er der i en god sædprøve omkring 300 millioner celler – Så hvad dælen skulle der ske herfra? Vi tolkede det som om, at vi ikke kunne få børn sammen (sort-seere igen) og var knuste over beskeden. Mellem snakken om radioaktivitet og nedsat sædkvalitet nævnte han, at vi burde tage stilling til donorsæd og i sidste ende adoption. Overlægen sagde dog noget godt, der fik os opmuntret. Han kiggede på os, mens vi var noget slukøret og sagde til os: “I skal huske på, at i er unge mennesker. I har hele livet foran jer. Og i sidste ende er der én ting i skal tænke over, når i sidder som 80-årige og kigger tilbage på jeres liv. Enten har i børn – Og ellers har i ikke børn.”

Med de ord blev vi sendt videre til flere blodprøver og beskeden om, at vi skulle gå hjem og tænke os rigtig godt om.

Fortsættelse følger..

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Sædbanker