Så blev jeg endelig mor!

Blog opslag

Skrevet af TrineChristensen

25 feb, 2020

Ord kan ikke beskrive, hvor lykkelig jeg er! Jeg er endelig blevet mor, og ikke bare til hvilken som helst baby, men til verdens dejligste, smukkeste lille mirakel, Nellie. Aldrig har jeg været mere stolt!

For 2 1/2 uge siden kom vores lille vidunder til verden. Helt præcist den 20.01.2020 kl.22:36💛 Det er en kæmpe lettelse og den vildeste følelse at være kommet helskindet ud på den anden side.

Hele min graviditet er gået over al forventning, og fødslen var ligeledes en rigtig god og tryg oplevelse. Derfor er det også helt fantastisk endelig at holde min elskede lille skat i armene.

Når man som os har prøvet at få et barn siden 2015, så er det en meget tung sten der endelig er faldet fra ens hjerte. En kæmpe drøm som endelig er gået i opfyldelse. Derfor er det ret svært at beskrive, hvordan vi har det. I bund og grund er det en enorm taknemmelighed der overgår alt. Måske lidt kliché-agtigt når jeg skriver ‘mirakelbaby’, men det er jo lige hvad Nellie er. Hun er et lille mirakel. Tænk sig at et æg og en sædcelle kan finde sammen i et laboratorie og blive lagt på frys, og så stadig blive til et lille menneske, efter det bliver tøet op og lagt op i livmoderen. Hvis det ikke er fascinerende, så ved jeg ikke hvad er!

Jeg har altid haft en drøm om at blive mor og få børn, som så mange andre, men siden 2015 har jeg haft et brændende og stort ønske om at få en lille familie sammen med Casper. Jeg har gået og forberedt / drømt om, hvordan jeg gerne ville være som mor, og lært, ved at kigge på andre forældre, hvordan jeg gerne ville gøre tingene. Tænkt ‘sådan vil jeg også være’ og ‘sådan skal jeg helt sikkert ikke gøre’. Derfor føler jeg også at mor-rollen er faldet mig helt naturligt, og jeg tager det hele meget roligt. Jeg har lært meget både af mig selv og andre gennem de seneste 4-5 år, og jeg føler mig godt rustet til at være mor. Som Casper så fint har sagt; ‘Jeg er en mor, der endelig har fået sit barn’, og det har han jo nok egentlig ret i💛.

Udover det at være blevet mor og at have fået min egen lille familie, så har jeg (vi) også bare fået den nemmeste og mest rolige lille pige. Jeg ved godt at meget kan nå at ændre sig, men vi nyder at vi har fået en fantastisk god start med en baby der sover og spiser rigtig godt, og kun giver lyd fra sig når hun skal lave 💩 eller er sulten.

Vi har kun haft Nellie hos os i præcis 17 dage, men vores kærlighed til hende er så ufattelig stor, og aldrig har vi været mere forelsket end vi er nu – både i hende, hinanden og vores lille familie!❤️ Nu har vi bare ALT hvad vi behøver!🙏🏼👨‍👩‍👧

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Sædbanker