Smerter i underlivet

Blog opslag

8 jan, 2021

Af GynObs fysioterapeut Anne Sofie Nielsen

Kære kommende eller nybagte mor.

Oplever du smerter i dit underliv? Så er du ikke alene, selvom det godt kan føles sådan.

Man anslår at der årligt er omkring 300.000 kvinder i Danmark, der søger læge pga. smerter i underlivet. Så det er bestemt et problem, de fleste kender til eller kommer til at stifte bekendtskab med.

Smerterne i underlivet kan både være konstante eller periodiske, komme ved bestemte aktiviteter eller i forbindelse med din cyklus. Smerterne kan sagtens være diffuse og flytte sig rundt. Måske mærker du dem nogle gange i den ene eller begge sider, måske nederst i maven, omkring halebenet, ved skedeåbningen, i lysken, lænden eller helt ned i låret. Den hyppigste årsag til smerter i underlivet er muskelspændinger som følge af operation, skade eller sygdom.

I klinikken møder jeg stort set hver dag kvinder med smerter i underlivet. Hos langt de fleste af dem skyldes smerterne en overspænding i musklerne i bækkenbunden, hoftebøjerne og inderlårene. Men det er ikke særlig tit, at mine klienter har fået spændingerne pga. sygdom, skader eller operation. Ofte er smerterne opstået fordi kvinderne er overbelastet psykisk; de er stressede, bange og kede af det.

Smerter og fertilitetsproblemer

Når man har svært ved at blive gravid, er det normalt at være påvirket psykisk.

Det er hård kost for både krop og sind at skulle have kalendersex, eller at få kabalen med scanninger, sprøjter og hormoner til at gå op. Den opslidende ventetid i perioden frem mod testdag er ligeledes hård at gennemgå. Er testen negativt, er det ganske ubarmhjertigt, for det er op på hesten igen få dage senere.
Alt imens dette helvede gennemleves, bliver dine veninder, kollegaer eller søskende måske gravide, hvilket på inden måde er en hjælp. Det er derfor helt naturligt at være fortvivlet, udmattet, føle sorg, stress og bekymring for fremtiden.

Alle disse tanker og følelser kan naturligt øge stressniveauet i kroppen, der kan sætte sig som spændinger i og omkring underlivet og give smerter.

Hvis du har fået spændinger i dit underliv, mens du arbejdede på at blive gravid, vil spændingerne sjældent bare forsvinde automatisk sammen med en positiv graviditetstest – helt ligesom bekymringerne heller ikke forsvinder. Fertilitetsproblemer kan føles som et stort svigt af kroppen, og derfor er det normalt, hvis du har svært ved at stole på, at kroppen faktisk kan finde ud af at være gravid. Mange er bekymrede for at miste graviditeten igen, og hvis du tidligere har prøvet at abortere, gør det det ofte meget værre. Det kan give endnu flere spændinger i underlivet, fordi frygten for at ”tabe graviditeten”, får dig til at spænde yderligere op for at holde på den.

Der er mange der oplever, at det er angstprovokerende at arbejde med afspænding i underlivet, fordi det er svært at tillade sig selv at give slip i spændingerne, og turde stole på kroppen.

Måske ved du ikke, at du er spændt i underlivet. Måske kan du slet ikke mærke det?

Kontakten til underlivet kan nemlig godt være påvirket, når man har smerter. Det er almindeligt at ”slukke” for kontakten, fordi det gør ondt i området, fordi underlivet ikke ”virker” som det skal, når man har udfordringer med at blive gravid, og fordi man skal igennem en masse (for de fleste) grænseoverskridende undersøgelser.

Derfor har jeg altid stort fokus på at reetablere kontakten til underlivet, når jeg har klienter i behandling for spændinger. Det gør jeg både igennem manuel behandling af spændinger i musklerne og ved hjælp af hjemmeøvelser. En meget effektiv øvelse, kalder jeg for blåbær-knib. Her træner du både kontrol, kontakt, sansning og afspænding af underlivet.

Blåbær-knibet

Du kender nok til et let overmodent blåbær, sådan ét der nemt bliver mast. Prøv at forestille dig, at sådan et blåbær er placeret nede ved skedeåbningen, og at du langsomt skal samle det op med underlivet. Spændingen må ikke være hård, for så maser du blåbærret. Du skal kun knibe med omkring 50% af din styrke. Når du har løftet blåbærret op, skal du kontrolleret lægge det forsigtigt helt ned igen, uden at tabe det eller presse det ned.

Det kan være ganske udfordrende at have kontrol over hele bevægelsen, både spændingen og især afspændingen, men øvelsen er meget effektiv. Prøv at lav fx 10 gentagelser i træk hver dag i en periode, og se om det ikke bliver nemmere i takt med, du får mere kontakt.

Hvis du oplever smerter i underlivet, kan det være en rigtig god ide at få det undersøgt og behandlet hos en fysioterapeut, der har en efteruddannelse til gynobs. De er nemlig specialiseret i at behandle problematikker i underlivet.

I vores klinik er vi to gynobs fysioterapeuter, der begge primært arbejder med kvinder med fertilitetsudfordringer, med gravide og barslende. Men hvis ikke du bor tæt på Aarhus, må du altid gerne kontakte os for at blive henvist til en af vores dygtige kollegaer andre steder i Danmark.

Tak fordi du læste med.

Kh. Anne Sofie Nielsen
Klinik Underværk

Annonce

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Sædbanker