Vejen til vores lille prinsesse

Blog opslag

23 jun, 2020

Da jeg mødte min kæreste blev vi hurtigt enige om at vi skulle have børn sammen og gerne NU! Han var den perfekte kæreste og jeg var ikke et sekundet i tvivl om at han skulle være far til mine børn.

Efter et år var der stadig ikke sket en dyt, så vi tog til læge og sendt videre til fertilitetsklinik. Da jeg første gang tog i døren til klinikken, åbnede jeg døren til en verden jeg ikke vidste eksisterede: en verden fuld af nye ukendte følelser, som skam, ensomhed, frustrationer, bekymringer, uforudsigelighed, ventetid, op og nedture.

Det første besøg på klinikken gik godt, hverken min kæreste eller jeg fejlede noget og vi havnede i kategorien ”ufrivillig barnløs” så kunne vi sidde og tygge lidt på den. ”ufrivillig barnløs” hvad pokker er det? Lige her startede min indre kamp, hvorfor er jeg ufrivillig barnløs, giv mig dog en diagnose, noget jeg kan forholde mig til i stedet for et diffust begreb uden nogen dybere mening.

Nå men, vi opstartede det første inseminations besøg, og jeg var 110% sikker på det ville lykkes første gang, men jeg blev slemt skuffet. En bragende negativ test blev det til.

Næste forsøg gav til gengæld pote, en flot positiv graviditetstest på testdag og en blodprøve med hcg på 62, jeg var lykkelig. Det var en kæmpe milepæl at nå hertil og i min lykkeros delte jeg resultatet i en facebook gruppe for folk i fertilitetsbehandling. En inde i gruppen skrev at det var et lavt hcg og spurgte om jeg ikke var blevet tilbudt en ekstra blodprøve. Nej det var jeg ikke, og jeg anede ikke der var noget der hed et lavt hcg, jeg var jo gravid så alt var godt, men det var det langt fra. I det sekund hun skrev det til mig blev min lykke ødelagt og afløst at bekymring. Forsøget endte i en SA i uge 7 på min fødselsdag, verdens dårligste fødselsdag. Jeg var knust, helt ødelagt.

Vi tog 5 inseminations forsøg mere og gik derfra over til IVF, jeg kom til scanning efter en masse indsprøjtninger og sørme så om der ikke også ventede en dårlig nyhed. Jeg havde ikke reageret på medicinen og havde kun dannet 2 æg blærer. Så forsøget måtte aflyses. Jeg brød grædende sammen. Lægen kiggede på mig og sagde, at vi kunne godt give det et først med insemination igen, af ren medlidenhed kunne man tydeligt se. Vi tog en omgang inseminering mere og lægen sagde at vi skulle ikke regne med noget, men vi kunne altid håbe. AV for en kommentar. På vej ud af døren siger lægen igen, vi ses til næste forsøg. Okay forsøget var officielt dødsdømt!

Jeg slog det ud af hovedet og glemte alt om forsøget, jeg kom i tanke om testdag 14 dage efter og tog en test bare for god ordens skyld. Den var positiv, ikke bare positiv, den var bragende positiv! Jeg fik målt hcg som var på 354. Jeg stirrede i flere timer på testen, kunne det virkelig passe!? Jeg kom til scanning på klinikken og der viste det sig at jeg havde reageret fint på medicinen tilbage ved starten af forsøget, der havde været en skov af follikler som havde gemt sig, nu var de sprunget og jeg sagde goddag til en ordentlig omgang overstimulering. Men jeg var gravid og vores lille mirakelbaby voksede som hun skulle, det var det vigtigste. I dag er jeg i uge 21 og vi venter os en dejlig lille baby-pige til maj.

Af A.Harregaard

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Den sidste chance

Den sidste chance

Vi er blevet et firkløver. Det er under 2 uger siden, at vi endnu engang er blevet forældre til et...

læs mere

Sædbanker