Vores solstråle historie

Blog opslag

9 dec, 2020

Vores historie starter for lidt over 3 år siden, hvor vi smider p- pillerne og påbegynder projekt baby. Efter blot to måneder lykkedes det, og jeg er gravid. Alt er fryd og gammen, så vi fortæller ret hurtigt alle at jeg er gravid. Da vi har en forstående rejse til New York, tænker jeg det nok er meget godt, at lige få en scanning inden. Jeg er i uge 9, der er ingen hjertelyd desværre, og det ender ud i en udskrabning og aflyst drømmerejse.
Derefter går der mere end et år, hvor der intet sker. Vi hører igen og igen fra venner og familie at ”du blev jo hurtigt blev gravid, så det burde du da blive igen uden problemer,”. Der sker dog intet og vi begynder at overveje fertilitetsbehandling. Vi bliver derfor udredt og finder ud af at min kæreste har stærkt nedsat sædkvalitet, og henvist til icsi behandling.

Vi har mulighed for at starte behandling i januar 2018, men min kæreste har friet, så vi venter med at starte behandling til efter vores bryllup der finder sted i sommeren 2018.
Vi når dog lige endnu en op- og nedtur inden brylluppet i forbindelse med en økograviditet i februar 2018 der ender i en spontan abort omkring uge 6.

Vi har det dejligste bryllup i, hvilket giver lidt tiltrængt glæde i en ellers lidt svær tid, og starter i behandling på Hvidovre ca. 1 måned efter vores bryllup. Efter de første hormonbehandlinger kommer vi frem til dagen for ægudtagningen. Desværre, er der mange der skal have taget æg ud, samme dag, og jeg kommer først til kl 13.30 i stedet for kl. 8. Jeg ender med at have ægløsning i det tidsrum hvilket medfører tabet af halvdelen af mine potentielle æg. Jeg får derfor kun taget 3 æg ud hvor 1 ser godt ud. Jeg er grædefærdig, dels fordi det var meget smertefuldt og så kun få et sølle æg ud. Ægget overlever heldigvis og bliver til en blastocyst, som bliver lagt på frys. Jeg bliver øko gravid igen, måneden efter, og mister igen i en spontan abort i uge 5. Min psyke og sjæl er nu godt belastet, 3 aborter og “kun” et æg på frys, kan ikke overskue at starte forfra med hormoner mm. Jeg bliver sygemeldt fra mit arbejde, og har det rigtig svært, en sort sky hænger over mit hoved. Min mand og familie, er en kæmpe støtte, og jeg starter til zoneterapi, det gør godt. Vi får lagt vores blastocyst op, og bliver gravide på det, vi når at se hjertelyd uge 8 ved en privat scanning,og når at tro lidt på det, indtil vores tryghedshedsscanning på fertilitetsklinikken i uge 11. Det var der igen ingen hjertelyd, og fosteret var gået til igen. Den 21. December 18, ligger jeg igen på operations bordet til en udskrabning, og bliver lagt i narkose til Rasmus Seebachs julesang i højtaleren, og syntes det hele er så ubamhjertigt, Min 4. Abort.

Vi prøver hurtigt at komme videre og starter ny behandling med hormoner i januar 2019. Denne gang får vi 7 æg ud hvoraf 4 udvikler sig til blastocyster. Vi er igen heldige, at blive gravide efter første ægoplægning. Vi er fortsat mærket efter episoden i december og føler derfor mere angst, bekymring og nervøs end vi føler glæde. Det gør det heller ikke bedre at jeg bløder i ugerne fra 8-17 hvor vi gang på gang skynder os på hospitalet, dog heldigvis med ugrundet bekymring. I denne tid fik vi også et ikke optimalt resultat på nakkefolden og skulle derfor igennem en nipt-test hvilket blot gav mere ventetid at blive bekymret i. Nipt-testen viste, til vores store lettelse, ingen problemer og vi fandt samtidig ud af at vi skulle have en lille datter. Mistanke om svangerskabsforgiftning og graviditet uden for livmoderen slap vi heller ikke for, men igen slap vi med skrækken. Vores lille datter er dog en rigtig fighter og bliver siddende og i uge 24 begynder jeg at mærke liv og tør endelig glæde mig fuldt ud for første gang i denne graviditet. Jeg er nu i uge 31 og selvom mor her er tynget af vægten, har både mor, datter og far det godt. Nu giver det hele jo mening, for det er jo lige præcis, hende vi ventede på, vores lille datter ❤️

1 Kommentar

  1. Karin

    Opdatering: vores lille datter havde så travlt med at komme ud til os, at jeg fødte 3 uger efter dette blev skrevet:) i uge 33+1 og vi er pt indlagt på neontal men har det alle godt efter omstændighederne

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Den sidste chance

Den sidste chance

Vi er blevet et firkløver. Det er under 2 uger siden, at vi endnu engang er blevet forældre til et...

læs mere

Sædbanker